Farlig politik

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST 8-9 2023] To emner dukkede op i slutningen af “agurketiden“. Først blev emnet om aktiv dødshjælp luftet. Det skyldes nok, at flere og flere lande har indført mulighed for at få hjælp til at dø.

Holland er det land, som først indførte aktiv dødshjælp.  Her er reglerne begyndt at skride, så flere og flere grupper kan få aktiv dødshjælp. Det gælder psykisk syge og børn med alvorlige sygdomme.

Det var oprindeligt meningen, at kun voksne med terminale sygdomme skulle kunne få hjælp til at få afsluttet livet. Der var strenge regler for at kunne få denne hjælp. Der skulle flere læger ind over, så man var sikker på, at resten af personens liv ville være smertefuld, og at vedkommende ikke bare havde en depression.

De første år fungerede det. Men stille og roligt lempede man på reglerne, så børn kunne få aktiv dødshjælp. Dernæst var det psykisk syge, som også kunne få afsluttet livet.

Andre lande, som også tillader aktiv dødshjælp, kan også komme til at opleve dette skred i loven.

Det andet emne fra “agurketiden” er det manglende optag af nye studerende på velfærdsuddannelserne. Det vil betyde mangel på ansatte i ældreplejen. Og med udsigt til flere ældre i fremtiden er den manglende interesse for uddannelserne årsag til, at fremtiden bliver usikker for de ældre.

Men hovsa, her kan aktiv dødshjælp betyde en aflastning for kommunerne med de manglende hjemmehjælpere og sygeplejersker.

Vi er i vores samfund bange for smerter og lidelser. Og vores største frygt er at dø i ulidelige smerter. Men som det er i dag, bliver døende smertedækket, så de kan få lov til at sove stile ind. Den ”passive dødshjælp” har fungeret glimrende i mange år. Det vil være farligt at erstatte det med en aktiv dødshjælp. Man kan nemlig frygte, at mange syge kan blive presset til at modtage dødshjælp, selvom de syge selv mener, deres liv har værdi og er værd at fortsætte.

Den periode, hvor kroppen begynder at ophøre med at fungere, er der mulighed for dybe samtaler med pårørende. Denne tid er yderst vigtig, også for de efterladte.

De efterladte kan ved aktiv dødshjælp få andre og mere triste minder med på vejen, da de måske ofte kan være dem, der presser på. Den dybe samtale ender med at bortfalde.

Aktiv dødshjælp er farlig. For hvem kan få dødshjælp og hvem kan ikke? Og når de danske læger siger fra, hvem skal så slå de mennesker ihjel, som ønsker at “begå selvmord” men er for syge eller feje til selv at gøre det.

Vi burde i vores samfund hjælpe mennesker til at se døden i øjnene og forstå, at man ikke kan lovgive sig ud af lidelse. Lidelse er en del af vores liv og er med til at udvikle os som personer.

Lad os se på udviklingen i Holland og lære deraf. Lad os bevare den ”passive dødshjælp”, som fungerer ganske glimrende. Lad os aflønne det personale, som passer de gamle og syge, med en god løn. Så vil de unge være mere interesseret i de uddannelser, vi kalder “velfærdsuddannelser”. Det er ofte løn, som vægter i den unges valg af uddannelser.