Skip to content

fascistiske-influencere-storbritannien

Fascistiske influencere skaber uro og had

[KOMMUNIST 8-9-2024]

Storbritannien

Den juli blev tre unge piger dræbt i den engelske kystby Southport, da en ung psykisk syg mand gik amok med en kniv. Han er en britiskfødt kristen mand med rwandiske forældre. Dette er relevant at fremhæve, da der på baggrund af denne frygtelige forbrydelse blev skabt et spin af løgne om gerningsmandens etnicitet. Et spin, som har sat gang i optøjer i England, der har skabt utryghed for forskellige etniske minoriteter og samfund, særligt for muslimer.

I kølvandet på forbrydelsen fyldtes de sociale medier med, at gerningsmanden var muslimsk flygtning. Det viste sig hurtigt at være mere end bare misforstået sladder, men til gengæld en målrettet kampagne af misinformation fra højreradikale influencere.

En række personer i og omkring organisationerne Britain First, Patriotic Alternative og English Defence League, satte sindene i kog, især hos lavt uddannede hvide mænd. Det satte gang i protester, der udviklede sig til deciderede fascistiske optøjer. Man har brudt ind på asylcentre, trukket chauffører i Uber-taxier ud til forhånelse og forsøgt at trænge ind til etniske minoritetsfamilier.

Skaber frygt

Skyldes disse begivenheder så udelukkende, at folk føler sig utrygge på baggrund af den frygtelige forbrydelse, der satte alt for bratte punktummer for uskyldige unge? Ingenlunde. Mange af disse mennesker, der lod sig mobilisere, har været kærkomne værktøjer for højreorienterede, der ønsker at skabe en bevægelse af had båret af racisme og utryghed.

De protesterende er blevet en del af en større plan om at sætte en politisk dagsorden, der er rettet mod ­Labours overtagelse af magten ved parlamentsvalget d. 22. juli. Dette har skabt usikkerhed i højreorienterede miljøer, da de frygter for en mindre slap linje over for højreorienteret vold, end hvad de konservative lagde for dagen. Som det derfor er set så mange gange før i historien, er en tragisk forbrydelse blevet anledningen til at skabe had og pres.

Stop dem

Storbritanniens nye premier­minister, Keir Starmer, kan skabe en vanskeligere situation for de højreorienterede kræfter, der f.eks. helt ind hos de nationalkonservative parlamentarister, har forsøgt sig med forbud mod de store Gaza-demonstrationer. Derudover ser det, med Labours valgsejr, ud til at planen om at deportere flygtninge til Rwanda bliver lagt på is.

Meget negativt kan siges om Labour og deres hidtidige håndtering af Storbritanniens politiske udfordringer, men de nævnte to ting er dog ikke i den kategori. Disse ting huer altså ikke de fascistiske kræfter, der indtil nu har set sig mere og mere i stand til at påvirke det konservative parti. Nu søges indflydelsen på gaden.

Indtil videre ser det ikke ud til, at antallet af folk i den fascistiske lejr forøges. Men de bliver til gengæld professionaliseret og mere forråede. De sociale medier spiller i dette tilfælde rollen som det tveæggede sværd, der skaber samhørighed og koordinering.

Heriblandt det tidligere Twitter, nu med navnet X. Når teknologi-milliardæren og aspirerende overklassefascistisk guru, Elon Musk, går ind og blander sig via sin egen medieplatform, giver det et stort prestigemæssigt rygstød til den fascistiske dagsorden i Storbritannien. Han gik ind og blandede sig i et indlæg fra den tidligere stifter og leder af det højreradikale English Defence League, Tommy Robinson, der angreb Starmer. ”Borgerkrig er uundgåelig” lød det fra Musk, som kommentar til en video af racistiske optøjer i Liverpool.

På dette bagtæppe af øget ulighed, social og økonomisk usikkerhed i Storbritannien, stikker fascisme endnu en gang sit grimme ansigt frem og udnytter mange menneskers utrygge økonomiske og sociale situation i deres politiske felttog. Denne gang er det ikke ”blot” blege skinheads, der hærger, men magtfulde og professionelle influencere, der har de sociale medier i ryggen.

MMJ

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk