Fattigdom
Økonomi
af Bo Møller
Igen har der været skriverier om fattigdom. Regeringen har meddelt, at den ikke vil genoptage beregningen af den fattigdomsgrænse, som blev indført af den tidligere socialdemokratisk ledede regering, men afskaffet under Lars Løkke. Mette Fredriksen mener nemlig ikke, at der er så mange fattige i landet. Samtidig har hun besluttet, at der ikke her og nu skal gøres noget ved de såkaldte ’fattigdomsydelser’ – altså de ydelser, der er ramt af kontanthjælpsloftet og den meget lave integrationsydelse mv. Om nogle ydelser på et tidspunkt måske skal sættes op, er noget, der skal behandles i en såkaldt ’ydelseskommission’.
Julehjælp
Mens velgørende organisationer melder om, at flere og flere søger julehjælp, så har især CEPOS været ude efter fattigdomsberegningerne. CEPOS mener nemlig ikke, at der findes ’rigtige’ fattige i Danmark. CEPOS betegner sig som en tænketank, men sandheden er, at CEPOS er et højreorienteret propagandaorgan, der ovenikøbet modtager statsstøtte i form af fradragsret for bidrag.
FNs bæredygtighedsmål
Danmark er af FN pålagt at måle fattigdom som et af FNs Verdensmål – på engelsk Sustainable Development Goals, SDG. Efter disse mål er godt 8 pct. af befolkningen i Danmark i lavindkomstgruppen, og ca. 4 pct. er relativt fattige. Forskellen er, at for at nå frem til de relativt fattige bortsorteres familier, hvor hovedindkomstmodtageren er studerende, og familier med en større formue. Forklaringen er, at det at studere er noget selvvalgt, og at man efter færdiggjort uddannelse kan få en større indkomst. Har man formue, kan man spise af den og hermed kompensere for en lav indkomst.
Fattigdom kan måles på mange måder
Man kan se på absolut fattige og her benytte FNs definition, der siger, at man er absolut fattig, hvis man har under 1,25 US dollars om dagen. Det er der vist ingen i Danmark, der har, så med den grænse er fattigdommen her i landet væk! Mere relevant er det at se på relativt fattige, dvs. dem, der er fattige i forhold til den almindelige levestandard i landet. Opgør man det ved at se på, hvor mange, der har en indkomst under halvdelen af den almindelige indkomst i landet, så er der de 4-8 pct. relativt fattige, som nævnt ovenfor.
Man kan også tage udgangspunkt i, at fattigdom ikke kun kan måles i kroner. Et af højrekræfterne hyppigt brugt argument er, at der er nogle, der ganske frivilligt har valgt at leve meget spartansk, så dem kan man ikke kalde fattige. Det er måske rigtigt, men antallet af sådanne er nok yderst begrænset. Man kan også hævde, at fattigdom ikke bare er et pengespørgsmål, men også fx misbrugsproblemer og psykiske sygdomme spiller ind. Det er rigtigt, at de, der har den slags problemer, nok ofte lever et sørgeligt liv, men det ændrer ikke en tøddel ved, at har man meget få penge, så kan man ikke som andre deltage i samfundslivet, man kan ikke invitere børnenes klassekammerater hjem til børnefødselsdage, man kan ikke give børnene passende tøj, og mulighederne for, at børnene kan deltage i sportsklubber mv., er begrænset, man kan ikke holde selv billige ferier osv. Det er igen de borgerlige og socialdemokraterne, der gerne vil have fattigdom til ikke bare at have noget med penge at gøre – for er det konklusionen, så kan det offentlige jo bare uden problemer spare på hjælpen til dem, der tjener mindst. Hertil kommer en udokumenteret påstand om, at hvis de offentlige ydelser er lave, så vil modtagerne gøre meget mere for at finde et arbejde.
Der er fattige i Danmark
Vi må holde fast i, at fattigdom er en realitet. At leve i fattigdom er meget ydmygende, og hvis det specielt rammer børn, er det ganske katastrofalt. Så fattigdom i et rigt land som Danmark skal afskaffes, og det kan ske ret let ved at beskatte de rigeste lidt mere og så forhøje kontanthjælp og de andre ydelser til et niveau, hvor man kan leve et anstændigt liv.