Fede lønninger til nogen
Økonomi
af Bo Møller
I forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er de foreløbige forlig desværre ganske sølle i forhold til, hvor godt virksomhederne har klaret sig de senere år. At mindstelønnen sættes op med 2,50 kr. om året de næste 3 år giver ikke de ansatte i industrien nogen forbedring – og det hindrer heller ikke den sociale dumping. Oveni kommer der så lidt på fritvalgskontoen, men stadig er det småpenge, der er tale om. At barselsregler og sygeregler bliver forbedret, er selvfølgelig fint. Men det batter ikke meget!
Topledernes løn
Ser vi derimod i stedet på virksomhedslederne, så ser det hele noget mere positivt ud! En administrerende direktør har i henhold til Jobindex en gennemsnitlig månedsløn på 70.751 kr. Det er jo en del mere end den almindelige industriarbejder.
Nu kan man jo være administrerende direktør for såvel små som store virksomheder, og ser vi specielt på de store og de største virksomheder, så kommer der andre boller på suppen.
Toplederne i de 100 største selskaber fik fra 2017 til 2018 en lønstigning på i gennemsnit 7 pct., mens de almindelige medarbejdere i virksomhederne kun fik en stigning på 2 pct. Gennemsnitslønnen for toplederne steg fra 11,5 millioner kr. til 12,3 millioner kr. De 12,3 millioner kr., som den enkelte topchef tjente i 2018, svarer nogenlunde til hvad 33 3F-medlemmer tilsammen tjente det år.
Topscoreren blandt topcheferne var Carlsbergdirektøren, der tjente 52,5 millioner kr. i 2018 – en stigning på 22 pct. i forhold til året før. Chefens løn svarede derfor i 2018 til omkring 202 gange den løn, som bryggeriarbejderne tjente.
Samlet steg topchefernes lønninger i 2018 til i alt 1,2 milliarder kr.
Årsløn i millioner kr. i 2018 til de 5 højestlønnede direktører:
- Carlsberg, Cees’t Hart: 52,5
- TDC, Pernille Erenbjerg: 48,0
- Danfoss, Kim Fausing:45,0
- Novo Nordisk, Lars F. Jørgensen: 41,3
- APM.-Mærsk, Søren Skou: 31,0
Kilde: Økonomisk Ugebrev
Misundelse?
Nogen tolker snakken om de voldsomt høje direktørlønninger som den rene misundelse. Selvfølgelig er der et element af misundelse indblandet, for hvem kunne ikke tænke sig et par millioner ekstra i lønningsposen. Men det store problem er, at den helt enorme løn, som nogle får, bestemt ikke kan begrundes med deres egen indsats. Når Carlsbergdirektøren kan tjene så meget, er det jo, fordi de ansatte i Carlsberg tjener for lidt! Ingen kan selv med en stor arbejdsindsats og talent gøre sig fortjent til de meget store lønninger. Derimod vil det store og voksende løngab mellem chefer og menige arbejdere skabe en voksende mistillid til måden, virksomhederne bliver drevet på. Den større ulighed er samtidig med til at skabe en folkelig modstand, hvilket vi som kommunister naturligvis meget gerne vil støtte op om. At man argumenterer med, at forskellene mellem arbejdernes løn og topchefen i Danmark er væsentligt mindre end i f.eks. USA, er intet argument for ikke at gøre noget for at udligne uligheden her i landet.
Nationalisering er målet
Chefernes grådighed giver ekstra gode argumenter for, at det er på tide, at arbejderklassen sikrer sig ordentlige løn- og arbejdsforhold og til sidst overtager virksomhederne fra kapitalen, så ikke kun chefernes høje lønninger, men også profitten til virksomhedernes ejere, kommer hele samfundet til gode.