Fejl på fejl

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST nr. 2-2023] Det borgernære, offentlige arbejdsmarked smuldrer. Der mangler arbejdskraft til alt – lige fra vuggestuer til ældrepleje. Især sygehuse og psykiatri er ramt. Det skyldes mangel på konstruktive beslutninger.

På sygehusene har man fra politisk side bl.a. sparet lægesekretærerne væk. Resultatet er, at både læger og sygeplejersker har betydeligt mindre tid til pleje og omsorg af patienterne. Vi ser, at arbejdet som sygeplejerske tales ned, så færre af de ­nyuddannede sygeplejersker ønsker fast stilling på sygehusene, og man kan da godt forstå dem, fordi man som vikar tjener meget mere end de fastansatte, og som vikar også selv bestemmer arbejdstid.

Det er et stort problem, at der mangler læger udenfor de store byer. Det gælder både på sygehuse og i lægeklinikker. Mange borgere møder skiftende læger, hvilket giver store problemer for den enkelte.

De, der kommer til at betale prisen, er de ældre og de kronisk syge. Manglen på læger kan betyde fejl, eller at borgerne ikke får den optimale behandling.

Psykiatrien har mangel på psykiatere. Der har i mange år ikke været ansøgere nok til de stillinger, der er slået op. Det betyder, at når en psykisk syg søger hjælp på en psykiatrisk skadestue, møder vedkommende ofte alene en sygeplejerske, måske en vikar. Hvor mange, der afvises, vides ikke, men det høje selvmordstal kan måske give et fingerpeg.

Ældreplejen i kommunerne er hårdt ramt af mangel på arbejdskraft. Hjemmehjælperne har så travlt, at der kun bliver tid til det praktiske og ingen tid til omsorg og pleje. Flere og flere kommuner indskrænker den tid, der bruges til rengøring. 3 kvarter hver 3. uge er ved at være normen. I fremtiden kan man se frem til endnu mindre rengøring på trods af, at støv og snavs er sundhedsfarligt.

Der er mangel på uddannede pædagoger. Her peger pilen også på politikerne. Når man lægger pædagogseminarierne sammen, bliver resultatet færre seminarier.

Overalt i det offentlige er de ansatte nedslidte og ringe uddannet. Hver gang uddannelser ændres, betyder det reelt spareøvelser. Grænsen er overskredet for længe siden, og man kan frygte for fremtiden, hvor der varsles skatte­lettelser og reformer. Ingen taler om forbedringer i arbejdsmiljøet eller bedre uddannelser.

Skal man sikre flere sygeplejersker og læger, skal det ikke gøres med besparelser. Ønsker man flere uddannede pædagoger, bør man se på uddannelsen, fjerne den lønnede praktik, der er billig arbejdskraft i institutionerne, og i stedet give de studerende mulighed for at fordybe sig i uddannelse til deres kommende fag.