Ferskner kontra solceller

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 12-2022] Når jeg for fremtiden sætter tænderne i en saftig fersken, vil det sandsynligvis efterlade en lidt flov smag i munden ved tanken om, hvad det har kostet de dårligt betalte avlere og plukkere af slid, kræfter og muskelsmerter at gøre det muligt. Undervejs hertil er der flere led, der skal tjene på varen, og for at holde prisen nede er det som sædvanligt det svageste led, der må holde for.

Om det fortæller Carla Simón i den prisvindende (Guldbjørnen i Berlin) film ”Ferskenlunden i Catalonien”, der også er et bevægende familiedrama.

Familien Solé har i to generationer dyrket ferskner på noget jord, som ejeren overlod dem efter borgerkrigen som tak, fordi den skjulte ham og hans familie for anarkisterne. Der er ingen papirer på overdragelsen, og nu har hans søn besluttet at udlægge arealet til opsætning af solpaneler. Han er egentlig ikke nogen ond kapitalist, men han har set, hvad der er penge i og tilbyder Quimet, der har overtaget driften efter sin far, at han kan blive opsynsmand og dermed tjene mere med mindre arbejde.

Det tilbud afvises totalt af Quimet med de rasende ord: ”Gid jeg havde druknet dig i dammen, da vi var børn”. Ferskenlunden er hans liv, som den var hans fars, og han nægter at se realiteterne i øjnene. I det hele taget er han noget af en stivstikker, og det vanskeliggør yderligere det dilemma, familien står i.

Den sommer, filmen fortæller om, foregår som tidligere med, at hele familien hjælper til med høsten. Farmor og farfar bor sammen med Quimet og hans kone og børn på gården, men Quimets søster og svoger kommer også derud sammen med deres børn for at hjælpe med. Desuden er der nogle få ansatte tilbage, efter at Quimet har måttet fyre nogle, fordi han ikke tjente nok til at kunne lønne dem. De voksne knokler, børnene leger, og det ældste barnebarn dyrker i skjul hamp til eget forbrug. Farmor fortæller historier, og farfar er tavs og uudgrundelig.

Som sædvanlig er der sjov og ballade og gode middage i det fri efter arbejdstid, men denne sommer er formørket af de bekymringer for fremtiden, der lidt efter lidt deler familien. Nogle er for solceller, andre imod, og nogle siger ikke noget som farfaren, der som sædvanligt plukker figner af det træ, den gamle godsejer plantede, og forærer dem til dennes søn til stor forargelse for sin egen søn. Desuden er der andre problemer som de vilde kaniner, der hærger i plantagen, og distributøren, der sænker priserne på indkøb af fersknerne.

Gennem hele filmen flyder en politisk bevidsthed, men uden at dominere fortællingen om familien, der trods trængsler og uenigheder er en sammentømret helhed.

Alle dens medlemmer spilles af lokale, ikke-professionelle skuespillere, hvad der giver filmen en autencitet, som om det var en dokumentarfilm.

Ferskenlunden i Catalonien. Instruktion og manuskript Carla Simón