Fodbold er blevet en pengemaskine

Af John Poulsen

Når man i ”gamle dage” havde sportskonkurrencer sagde man: ”Tab og vind med samme sind”, men det gælder ikke mere, efter at der er kommet penge ind i sporten, ikke mindst indenfor fodbold.

Her er det nu sådan, at det er de klubber, der har den største pengetank og kan købe de bedste spillere, der vinder, altså en kamp mellem to pengekasser og ikke to hold. Det kan ses, når man sammenligner en liste over de rigeste europæiske klubber med dem, der vinder nationalt og i europæiske mesterskabskampe. 

En oversigt over klubbernes anslåede værdi taler sit eget sprog: Real Madrid 26 mia., FC Barcelona 24 mia., Manchester United 22 mia., Bayern München 18 mia. Flere af de rigeste klubber er ejede af rigmænd, bl.a. russiske oligarker og arabiske oliefyrster. 

Herhjemme har vi også oplevet, at udlændinge har købt danske klubber. Det startede i 2014, og til at begynde med samlede interessen sig om superligahold, men siden 2019 har det bredt sig også til 1. divisionsklubber, som er billigere at købe. I dag er 4 af 12 hold i superligaen på udenlandske hænder og for 1. divisions vedkommende 5 ud af 12. 

Men det er uden tvivl kun begyndelsen og ikke afslutningen på udenlandske opkøb. Klubber som AC Horsens og AGF har sagt nej tak, men hvis der kommer en med en tilstrækkelig stor sæk penge, kan det godt være, at de lader sig sælge. 

Det er også blevet antydet, at udenlandske investorer lurer på Brøndby og det skulle ikke overraske, da klubbens økonomi er dårlig, og den mangler penge. Tidligere har Brøndby haft forhandlinger med den engelske klub Tottenham, men risikoen for at miste de talentfulde spillere, og at Brøndby kun ville få lidt ud af at blive solgt, afskrækkede klubben. 

Problemet er, at en del af de udenlandske ejere, der i forvejen ejer klubber i andre lande, kan udlåne spillere fra den ene klub til den anden, udelukkende med det formål senere at sælge dem til en høj pris. På den måde kan man få fornemmelsen af, at det i virkeligheden er en slavehandel, der foregår. 

At pengekassens størrelse også har betydning i Danmark, viser en undersøgelse fra april 2020. Heraf fremgår det, at de seks superligaklubber, der havde de største lønudgifter til spillere, også var dem, der havde en placering som de seks bedste. Det bekræfter, hvad DR’s sportskommentator, Henrik Liniger, påstod, at ”den danske liga er ikke større, end at man til enhver tid kan købe sig til en oprykning eller medalje med den rette pengepung”. 

Man kan undre sig over, at 3F og Arbejdernes Landsbank (AL), der ejes af bl.a. Metal, HK og 3F, er sponsorer for Superligaen (3F) og fodboldlandsholdet (AL). AL er også sponsor for fem superligaklubber, hvoraf to af dem er ejet af rigmænd fra Ægypten (FC Nordsjælland) og England (FC Midtjylland), klubber der begge klarer sig godt økonomisk. Det kan ligeledes undre, af 3F støtter en liga, hvor spillerne har en gennemsnitsløn på ca. 2 mio. om året, og den højest betalte tjener 9 mio., en løn som det vil tage en 3F’er mindst 20 år at tjene.  

Hvis arbejderbevægelsen vil støtte idrætten, bør det ikke være elitesporten, men den brede sport. 3F tilbyder sine medlemmer en gratis billet til superligakampe, men det er der ikke megen fagforeningspolitik i. I stedet kunne de penge bruges ude på arbejdspladserne til at skaffe nye medlemmer.