Folk og røvere i Tangavik

Af Margit Andersen

Litteratur var i forgangne tider her i landet og sydpå kun noget for borgerskabet og opefter, mens det på Island var allemandseje, fordi man der havde bevaret traditionen med at dyrke den mundtlige fortællekunst.

Det er den tradition, Einar Már Gudmudsson lægger sig op ad i sin seneste roman. I et roligt tempo beretter han om, hvad folk har fortalt, og hvad der går af myter, sagn og skrøner, han gentager undertiden noget, som tilhøreren kunne have glemt undervejs, og holder denne til ilden med hentydninger og bemærk-ninger som, ”det kommer vi tilbage til” eller “bare så vi ved det”, ”men ham skal vi ikke høre mere om i denne fortælling”.

Historien foregår i begyndelsen af det 19. århundrede i flækken Tangavik i det sydlige Island med afstikkere nordpå. Men selv så langt som til Island når strømningerne fra Europa, der efter den franske revolution er gået ind i den såkaldte oplysningstid, hvor tro bliver til tvivl og -underkastelse til oprør, og hvor de undertrykte og misbrugte lærer at bruge ordet nej.

På Island herskede på den tid stor fattigdom, der havde været vulkanudbrud, stormflod, isvinter og dansk statsbankerot. Nogle hutlede sig igennem med fiskeri, andre strejfede rundt og tiggede, enkelte klarede sig nogenlunde godt, og øvrigheden og købmændene, det vil sige danskerne, mæskede sig, som de altid havde gjort.

Sognefogeden stod for socialforsorgen, hvad der bestod i så vidt muligt at undgå økonomiske byrder. Nogle fattiglemmer blev ekspederet tilbage til deres hjemsogne, og andre blev anbragt som slavearbejdere, hvor de kunne gøre nytte som den forældreløse Jona, der blev anbragt hos Blinde Oli for at tage sig af ham. Det var at slå to fluer med et smæk, men til sidst lærte Jona også at sige nej.

Blandt det farverige persongalleri er der fire, ja faktisk fem, der er forbrydere i lovens forstand. De fire ender med at blive afsløret som Holtsrøverbanden, der berøvede Egill hans formue, der heller ikke var tjent på ærlig vis. De fik strenge straffe, mens idémanden gik fri, og lederen af banden, der gik ind for kun at stjæle fra de rige, blev halshugget på Amager Fælled. Ingen af dem hørte til de fattigste, for det kræver et vist overskud at gøre oprør mod tingenes tilstand.

Der i sognet var det en yndet spøg at skrive nidviser, og en af dem, det især gik ud over, var Sigga Søstærk, der var datter af Spøgelses-Karl. Hun var et oplagt offer, fordi hun mod al skik og brug var blevet en sjældent dygtig sømand og gik i mandsdragt. Dertil kom, at familien blev hjemsøgt af spøgelset Eirikur, fordi faderen havde handlet ilde mod ham, da han levede og var i svær nød.

Spøgelser spiller en væsentlig rolle i sognet, og engang blev de så generende, at man tilkaldte en ekspert til at mane dem i jorden, men med et lidet vellykket resultat. Det antydes, at det var Sigga, der afslørede røverne, men ”det kommer vi tilbage til en anden gang”.

Vores fortæller vedgår, at de, der fortæller historier, ikke behøver være særligt begavede, de skal bare være gode til at huske og lyve, og så skal de selv tro på deres løgne. Det skal vi ikke gøre os kloge på, men blot konstatere, at Gudmundsson er en eminent god fortæller, som her fletter historiske begivenheder og personer sammen med fiktive og sætter spørgsmålstegn ved, hvem der er forbryder, og hvem der ikke er det.

Einar Már Gudmundsson: Islandske forbrydere. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Lindhardt og Ringhof.  266 sider. 300 kroner