Folkeskolen

Af Hjørdis Nielsen

[KOMMUNIST 4-2024] Folkeskolen er Danmarks vigtigste samfundsinstitution.

Fra 1990’erne havde den danske måde at drive skole på været en ”torn i øjet” på organisationen OECD (organisation for økonomi og udvikling) som Danmark er medlem af. Især var fokus rettet på lærernes arbejdstid, der ikke var indrettet efter markedets behov for gevinst og økonomisk udbytte.

Den danske regering med statsminister Helle Thorning-Smith i spidsen fulgte OECD, og regeringen forberedte et indgreb overfor lærerne, da de skulle forhandle arbejdstid i 2013.

Regeringens kup mod lærerforeningen

Regeringen vidste på forhånd, at de ikke ville forhandle med lærerne om arbejdstiden. De ville bestemme den. Det endte med lockouten af lærerne i 2013 og et politisk indgreb, der trak tæppet væk under Folkeskolen.

Regeringsindgrebet fjernede lærernes forberedelsestid til undervisningen, og det har haft og har stadig store konsekvenser for folkeskolen. Det var et tilbageskridt for elevernes (ud)dannelse og trivsel. ”Røv til bænk” metoden blev genindført – nu med computer og pakket ind i et smart slogan om ”den enkelte elevs ansvar for egen læring”.

Folkeskolelærerne blev reduceret til konsulenter. Væk med den professionelle erfarne lærer, der i samarbejde med eleverne sørger for, at viden og færdigheder tilegnes.

Lærerrådene på skolerne, hvor lærerne i fællesskab med skoleledelsen var forpligtet til at diskutere og beslutte om skolens hverdag og hvordan, den enkelte skole skulle drives, blev afskaffet. Hver lærer fik computer med indgang til forskellige læringsplatforme, hvor man kunne få at vide, hvad der skal læres på hvilke klassetrin.

Meningen i hverdagen

Den ubeherskede strøm af læringsmål ovenfra og regeringens talrige ”folkeskoleudspil” og lapperier giver forvirring i hverdagen. Elever vil gerne lære, men der mangler tid til læreren til nærhed, kontakt og omsorg, der er en af forudsætningerne for, at undervisning lykkes.

Vold i skolen

I dag hører vi om både psykisk og fysisk vold i skolen – vold mellem børn indbyrdes helt ned til de yngste elever. Det afspejler en forrået verden, hvor børn og voksne hver dag i medierne konfronteres med billeder af vold, krig og barbari. Ingen kan vægre sig – børnene slet ikke. Det går lige ind og påvirker følelsesmæssigt.

I medierne tales der om ”onde børn”, der skal isoleres og fjernes fra deres skole. Der tales om forældre og skoleledelser, der ikke er deres opgave voksen. Symptombehandling pisket op af medierne. Få tænker på den nedslidning af folkeskolens kultur, der foregår hver dag, og hvad det betyder for børn at leve i.

Lærere bliver fyret

Den enkelte kommune og skole er i den situation, at de tvinges til at fyre uddannede lærere og ansætte vikarer for at få økonomien til at slå til. 20% af folkeskolens lærerstillinger er besat med uuddannede. På et år har ca. 1000 uddannede lærere forladt folkeskolen på grund af utilfredsstillende arbejdsforhold, ringe arbejdsmiljø og manglende trivsel.

Dagligdagen slider og giver stress. De bruger deres uddannelse andre steder. 28.000 uddannede skolelærere arbejder uden for folkeskolen.

Kommunisterne vil vores børn

Kommunisterne vil en enhedsskole, hvor eleverne lærer i et fagligt og socialt fællesskab, og hvor der ikke skelnes mellem ”boglige og praktiske” børn, men hvor fagene er ligeværdige, og hvor teori og praksis hænger sammen for alle elever, hvis undervisningen foregår i en meningsfuld sammenhæng for dem. Undervisningen er den professionelle lærers ansvar, og det er politikernes ansvar at sikre tiden dertil.

Folkeskolens betydning må ikke undervurderes. ”Træd varsomt for her bliver mennesker til”, har højskolens pioner, Christen Kold, udtalt om folkets skole – en verden fra OECD.