Skip to content

Folkevalgte i mindretal i ny sundhedsledelse

Fakta om regeringens planer om ny struktur på sundhedsområdet

Sundhedsvæsen Danmark kalder Lars Løkke Rasmussen sit påfund, som skal bestå af fem nye sundhedsforvaltninger og 21 sundhedsfællesskaber, der afløser regionerne.

Her skal 205 folkevalgte regionsrådsmedlemmer erstattes af kun 36 statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer, som skal sidde i Sundhedsvæsen Danmark og de fem sundhedsforvaltninger. 

Dertil kommer 21 bestyrelser i sundhedsfællesskaberne, som kun skal have indstillingsret, men ingen beslutningskompetence i forhold til sundhedsforvaltningerne og Sundhedsvæsen Danmark.

Sundhedsvæsen Danmarks bestyrelse skal enevældigt udpeges af sundhedsministeren og bestå af 11 medlemmer, hvoraf fem skal være bestyrelsesformændene for sundhedsforvaltningerne.

Her har regeringen foreslået, at de fem nuværende og folkevalgte regionsrådsformænd får posterne som formænd i de fem sundhedsforvaltninger. Derudover skal et medlem være fra en patient-organisation. Sundhedsvæsen Danmarks sekretariat er tænkt placeret i Aarhus.

De fem sundhedsforvaltningers bestyrelser skal bestå af seks medlemmer: en formand, som også indgår i bestyrelsen for Sundhedsvæsen Danmark, et medlem, som udpeges efter indstilling fra kommunerne og et medlem, som udpeges efter indstilling fra patientforeninger. De resterende tre medlemmer skal udpeges på baggrund af forskellige faglige eller erfaringsmæssige kompetencer. Også her udpeges alle medlemmerne af sundhedsministeren. 

Det er sundhedsforvaltningerne ansvar at implementere de beslutninger, der politisk er truffet på nationalt niveau. Bestyrelsen skal sidde i tre-års perioder og forvaltningerne skal overtage regionernes hovedsæder i Aalborg, Viborg, Vejle, Sorø og Hillerød.

De 21 sundhedsfællesskaber. Det er kun repræsentanterne i de 21 nye sundhedsfællesskaber, der ikke udpeges af ministeren. De udpeges af de respektive aktører som læger, akutsygehuse og kommuner. Fællesskaberne skal fungere på et fagligt og politisk niveau.

Det faglige niveau vil bestå af fire repræsentanter fra sygehusene, heraf mindst en fra akutsygehusets direktion og en fra den regionale psykiatris direktion. Almen praksis vil få to repræsentanter, og kommunerne skal deltage med én repræsentant hver.

det politiske niveau vil sygehuse deltage med et medlem, som også sidder i sundhedsforvaltningens bestyrelse, den administrerende direktør for akutsygehuset og for psykiatrien i fællesskabet. De resterende sygehuse vil også have en repræsentant, almen praksis vil igen have to, og kommunerne hver en borgmester og en relevant udvalgsformand. På formandsposten for det hele skal der sidde en repræsentant for akutsygehuset.

Den opbygning betyder, at de 21 nye sundhedsfællesskaber skal overtage opgaverne fra regionernes 21 nuværende sundhedskoordinationsudvalg. 

Sundhedsfællesskaber vil heller ikke få selvstændig beslutningskompetence men alene have indstillingsret. Derfor bliver det sundhedsforvaltningerne og byrådene, der skal træffe de endelige beslutninger – også når det gælder ansvaret for driften af konkrete indsatser.

-alni

Kilde: dknyt.dk

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk