Fra Amager til Rwanda

Af Margit Andersen

Afslutningen på Morten Papes ”Amagertrilogi”, der kun har det til fælles, at den tager udgangspunkt på Amager, er en mursten på 600 sider, der bevæger sig fra Amager til Rwanda og med indignation skildrer social og global ulighed, den grådige og kyniske kapitalisme og hjælpeorganisationernes magtesløshed, når verden vender det blinde øje til.

Det er en stor mundfuld, men den begynder i det små med en kernefamilie, der bor i et parcelhuskvarter ved Kongelundsvejen, hvor alle vejene har navne efter afrikanske stater. Faren, Stig, er selvstændig inden for møntvaskeri og DVD-salg. Han er den dominerende kraft i familien, mens moren, Mona, der er bankdame, er lidt forknyt men alligevel den, der holder sammen på menageriet. Storesøster Maya er medbragt fra Monas tidligere ægteskab med en mand, der tømte hendes sparegris og derpå tog hjem til Marokko. Maya idealiserer ham og ligger i evig strid med Stig. Det mellemste af børnene, Amalie, er fortælleren og detektiven, der bogen igennem søger at finde sandheden bag løgnene, fortrængningerne og misforståelserne, både i familien og udenfor. Til sidst er der lillebror Oliver, der har diagnosen ADHD, og som kommer på gale veje i teenagealderen. Han er ved bogens begyndelse død af en overdosis eller måske noget andet. Og så er der forresten også morfar, der bor lige i nærheden men som er forbudt område, for han har en gang begået noget forfærdeligt, som man ikke kan tale om, eller måske har han ikke.

Det er, som Amalie udtrykker det, ”en håbløst almindelig familie”, der langsomt går i ruiner. Derouten tager fart med Amagerbankens krak i 2011, hvor Stig, ligesom mange andre amagerkanere, i naiv solidaritet satser forkert og sætter familiens opsparing til. Dertil kommer Olivers pludselige død, som der lægges slør over. Maya bryder totalt med familien, og opløsningen af den fortsætter.

Amalie kan ikke finde sig til rette hverken i gymnasiet eller på studiet, men via et job i en hjælpeorganisation kommer hun i kontakt med en flygtning fra Rwanda, Harriet, og hendes fortælling om sine oplevelser, da hutuer i løbet af 100 dage i 1994 nedslagtede en million tutsier, bringer Amalie ud på den lange rejse til Rwanda og derpå tilbage med et ophold i Paris, hvor Maya har slået sig ned og er aktiv blandt de gule veste. Mens Amalie er der, oplever hun at se Notre Dame kirken stå i brand, og at Harriets søn skubber kvinden, der satte brand i Rwanda, ind i flammerne for selv at følge efter.

Selv om der er en vis optimisme over slutningen, hvor Amalie og hendes mor igen har fundet hinanden, og Amalie venter et barn med Harriets afdøde søn, så er det gennemgående en meget pessimistisk roman, der nærmest går på, at sådan er kapitalismen.

Pape er en god fortæller med en udpræget sans for replikker, men det ville ikke have skadet med lidt mere sans for begrænsningens kunst, især hvad angår følelser og natur, der ofte er et overflødighedshorn af ord og mere eller mindre heldige metaforer.

Det skal dog ikke komme en forfatter, der kaster sig ud i at undersøge og beskrive samtidens lokale og globale problemer, til skade, men blot bebrejdes redaktøren, der kunne have luget lidt ud i det ellers udmærkede bed.

Morten Pape: I ruiner. Politikens Forlag. 604 sider. 300 kroner