Fra duksedreng til oprører

Af Margit Andersen

Da den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong’o som barn indgik den pagt med sin mor, at hun af sine sparsomme indtægter ville betale for hans skolegang, mod at han altid ville gøre sit bedste, medførte det, at han blev lidt af en duksedreng, der gav afkald på mange fornøjelser for at opfylde sin del af pagten. Men at han i 2016 skulle stå som nr. 1 på bookmakernes liste over kandidater til Nobelprisen i litteratur, var nok lidt mere end moderen kunne have forventet. Prisen gik som bekendt til den sorte hest i løbet, Bob Dylan, men det gør ikke wa Thiong’o til en ringere forfatter, og vi kan glæde os over, at andet bind af hans erindringer nu foreligger på dansk. De strækker sig over årene 1955 til 1959, hvor han har forladt landsbyen for at tage studentereksamen på Alliance High School.

Her modtager de sorte elever en undervisning som i det store og hele er magen til den, der gives i England. Den boglige del skal udvikle deres intellekt, sporten skal styrke legemet og andagter og gudstjenester skal befæste dem i den kristne tro. Resultatet skulle gerne være at uddanne dem til gode tjenere for kolonistyret.

Ngugi befinder sig godt på skolen, der er et trygt sted, hvor krigen mellem styret og Mau Mau ikke trænger ind, og hvor han har sin egen seng. Han er fuld af lærelyst og nyder at kunne tage for sig i skolebiblioteket af den klassiske, europæiske litteratur.

Men lidt efter lidt begynder den flinke elev dog at undre sig over, at Europa på alle områder fremstilles som omdrejningspunktet for menneskelig viden og erfaring, mens Afrika fremstår som et kontinent af sort uvidenhed, der bør takke de hvide for at bringe oplysning til det.

Hvad det religiøse angår, så er Ngugi kristent opdraget og så ivrig i troen, at han forsøger at omvende de mindre overbeviste, men også her begynder det at skurre. Eleverne får at vide, at de skal skrive engelsk, som Jesus taler i biblen, enkelt og klart, for så bliver det smukt. Ja men, Jesus talte jo slet ikke engelsk! Og hvorfor er han, der kom fra et mellemøstligt land, altid afbildet med lyst hår og blå øjne? Og kunne Gud ikke ligeså godt være sort, for der står jo, at han skabte mennesket i sit billede, og der er masser af sorte mennesker?

Men den slags problemer er bagateller i forhold til, hvad der foregår uden for skolen. Borgerkrigen skærpes, og som en del af kampen mod Mau Mau bliver landsbyer, også Ngugis, tvangsforflyttet og omdannet til noget nær interneringslejre. Jordlodder bliver taget fra dem, der er i familie med oprørere, og tildelt styrets medløbere, og de mange enlige kvinder, hvis mænd er gået ”i skoven”, får strenge restriktioner om, hvornår de må arbejde. Også på skolen forstærkes kontrollen. Elevernes skal have ID-kort, og de, der kommer fra Mau Mau-venlige områder, skal stille med attest fra deres lokale myndigheder på, at de ikke har forbindelse med oprørerne.

Umiddelbart før den nyudklækkede student, wa Thiong’o, skal begynde på universitetet, havner han i en razzia og må tilbringe flere dage i et fængsel under horrible forhold. Han bliver tilbudt at blive løsladt mod at indrømme sig skyldig i en handling, han ikke har begået, men nu er det slut med at være den flinke dreng. Han beslutter sig til at sætte til modværge mod denne uretfærdighed, der krænker hans selvrespekt, lige meget hvad det skal koste ham.

I en lavmælt tone med ironiske passager og tilsat en gammel mands visdom er disse erindringer en anklagende beretning om den engelske kolonimagts grådige udbytning af Kenya og mishandling af befolkningen, der endog blev frataget dens egen kultur.

Ngugi wa Thiong’o: I fortolkerens hus
Oversat af Ellen Boe. C & K Forlag. 240 sider. 250 kroner

Bind 1: Drømme i krigens tid er anmeldt i Kommunist nr. 9 2015