Fra idealist til tyran

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 6–7 2023] Utopi er et almindeligt brugt ord om et idealsamfund i en tænkt fremtid. Mere ukendt er ordet ukroni, der betegner en fortælling om noget, der er sket i fortiden, men hvor man ændrer virkeligheden. Som når den portugisiske forfatter José Saramago lader korrekturlæseren indføje et ikke i et manuskript om Lissabons belejring. Arne Herløv Petersens nye roman Protektor er, som han indledningsvis gør opmærksom på, sådan en ukroni, og protektoren er Struensee.

Johann Friedrich Struensee (1737–1772) blev student som 15-årig, læste medicin og blev i en alder af kun 21 år stads­læge i Altona, der dengang var Danmarks næststørste by med sine 18.000 indbyggere. Her blev han ven med diverse ­notabiliteter, bl.a. grev Rantzau, som formidlede, at han kom med på Christian den 7’s store Europarejse som dennes læge.

Christian den 7. fik i 1768 lyst til at se sig om i verden, og da han var enevældig konge, kunne ingen forhindre ham i det, selv om det var noget risikabelt, da han med sin psykiske sygdom ind i mellem kunne være utilregnelig. Det var derfor vigtigt, at han havde mennesker omkring sig hele tiden og ikke mindst en dygtig læge. De to, kongen og Struensee, kom godt ud af det med hinanden, og rejsen gik i det store og hele godt. Først til Tyskland og Holland, så til England og derfra til Frankrig.

I London og Paris oplevede Struensee overdådig rigdom og trøsteløs fattigdom, og han mødte mange indflydelsesrige mennesker som, bare for at nævne nogle få, politikeren Benjamin Franklin, forfatterne Samuel Johnson og Denis Diderot, og på en jesuitisk eliteskole en opvakt dreng, der hed Maximilien Robespierre. I London besøgte han sindssygehospitalet Bedlam, hvor man kunne købe billet ved en luge, som gav adgang til at komme ind og bese tosserne. Alt sammen noget der bestyrkede Struensee i hans overbevisning om, at det var nødvendigt at foretage reformer i samfundet til gavn for de mange og ikke kun for de få.

Rejsen skulle være fortsat til Polen og Rusland, men kongen var blevet træt og ville hjem. Struensee var blevet uundværlig for ham, så han blev udnævnt til kongelig livlæge og blev i København. I begyndelsen koncentrerede han sig om sin lægeopgave, men da kongen udnævner ham til kabinetssekretær, bliver det hans vej ind i politik, og han begynder sit store reformarbejde. Der bliver bl.a. indført bedre renovation i København, der ligesom London og Paris var meget uhumsk, ordner og titler skal uddeles efter fortjeneste og ikke efter rang, der indføres trykkefrihed og oprettes almueskoler med skolepligt og stavnsbåndet ophæves. I 1772 udnævnes han til Protektor eller Rigsbeskytter.

Dronningen bliver undervejs forelsket i den karismatiske læge, og det er her, at det lille ikke sniger sig ind, for det er ikke gengældt, hvad man godt kan forstå, når man ser malerier af den noget kvabsede unge dame. Han sørger for, at hun får en anden elsker, og de bliver ved med at være venner.

Men med magten følger frygten for at miste den, og oprøret lurer blandt dem, der har fået frataget deres privilegier eller på anden vis er blevet trådt over tæerne. Derfor går Struensee i gang med at stramme, hvor der tidligere blev løsnet, og idealisten udvikler sig til tyran. Desværre skæmmes den ellers veloplagte fortælling herfra af, at forfatteren åbenbart tror, at læserne er lige så træghovede som kongens halvbror, og derfor har fundet det nødvendigt at skære sit budskab ud i pap.

Arne Herløv Petersen: Protektor. Det Poetiske Bureaus Forlag. 176 sider. 175 kr.