Fra notesblokken
v. Hardy Bengtsen
[KOMMUNIST 4-2025]
Noget svineri
På 10 år er andelen af ældre over 80 år, som får hjemmehjælp, faldet fra 40 til 29 procent. Samtidig får ældre i dag tildelt markant mindre tid til hjemmehjælp. Kommunerne har skåret rekorddybt og i flere kommuner får de ældre nu kun gjort rent hver tredje eller fjerde uge, lyder det fra Ældre Sagen.
Vi er alle medlemmer
Engang afhang et partis eksistens af medlemmernes interesse. I dag beror den på evnen til at have snabelen nede i statskassen. Skønt 98 procent af danskerne ikke er medlem af et politisk parti, tvinges samtlige skatteydere til at betale skyhøje ”medlemskontingenter” til partierne i folketinget. Det samlede beløb som de rager til sig, er nu steget til ca. 130 millioner kroner årligt, for de har naturligvis indbygget automatiske stigninger i deres bistandssystem.
Dobbeltmoral
Københavns Universitet har ikke villet stoppe samarbejdet med israelske institutioner. Men universitetet stoppede samarbejdet med russiske organisationer, så snart krigen mellem Rusland og Ukraine brød ud.
Det frie initiativ
Dyrkelsen af det frie initiativ bliver mere og mere grotesk i den kapitalistiske verden. I Storbritannien er et firma i Liverpool startet med at lave kister til kæledyr. Man er leveringsdygtige i alt lige fra hamstere til hunde. Man kan få en lille model til 1.500 kr, den store til 4.000 kr, medens luksusudgaven med speciel silkeforing koster 6.000 kr.
Og det i et land hvor mange fattige pensionister hver vinter fryser ihjel, fordi de ikke har råd til opvarmning og tilmed er heldige, hvis de bliver begravet i en billig plastikkiste.
Der tåles ingen kritik
”Man risikerer at blive set på som vaccinemodstandere under pandemien, hvis man forholder sig kritisk til militariseringen”.
(Katrine Wiedemann, scene- og filminstruktør, i Information).