Fra notesblokken
v. Hardy Bengtsen
[KOMMUNIST nr. 4-2023]
Bare gyldne løfter?
Inflationen har sat kommunerne ”under stort pres”, og derfor kan danskerne i den kommende tid forvente nedskæringer i kommunerne, lyder det fra flere eksperter. Men hvis det er tilfældet, må regeringen skride ind og sikre, at kommunerne har de fornødne midler til at kunne yde en ordentlig omsorg.
Alle husker, at Mette Frederiksen under valgkampen strøede om sig med løfter om, at en stemme på Socialdemokratiet var en stemme på social tryghed. Hverken de gamle eller børnene behøvede at være nervøse, måtte vi forstå. Eller var det hele bare gyldne løfter uden reelt indhold?
En korrupt stat
Ukraine er et af verdens mest korrupte lande – også på højt niveau. I Transparency Internationals seneste rapport om den globale korruption ligger landet stadig som nr. 122. Alene i januar måtte følgende topfolk forlade deres stillinger på grund af korruption. Viceforsvarsministeren, præsidentens stabschef, vicestatsanklageren, guvernørerne i otte regioner og to viceministre. At operere med kunstigt høje indkøbspriser i statslige kontrakter og stikke differencen i lommen er en udbredt form for korruption, både i og udenfor militæret.
Dommedagsuret rykket
Menneskeheden har aldrig været tættere på en global atomkatastrofe, som kan lægge planeten øde. I hvert fald ikke hvis man spørger videnskabsmændene bag det såkaldte Dommedagsur, som nu er rykket 10 sekunder frem til 90 sekunder i midnat. Det er det tætteste på midnat som Dommedagsuret har været, siden det blev startet i 1947, og det skyldes især krigen i Ukraine.
Milliarder til krig
Danmark har støttet Ukraine med 12 milliarder kroner. Ifølge regeringen vil støtten stige i år.
Blancocheck
”Enhedslisten har stemt for hver eneste våbenleverance til Ukraine og det vil vi også gøre i fremtiden”. (Pelle Dragsted i Radio 4)