Fra videnskabens verden
v/ Martin Jensen
Godt nyt for hørehæmmede
Det er en velkendt sag for mennesker med høreproblemer, at lyden af mange stemmer eller gadelarm er en stor udfordring, for nutidens høreapparater har svært ved at få lyden fra den, man taler med, til at skære igennem baggrundsstøjen.
– Baggrundsstøj kan være meget forskellig, alt efter hvor man befinder sig. Det kan være gadelarm eller lyden af andre, der taler, hvis man er et sted, hvor der er mange mennesker, siger Mathew Kvalekalam fra AAU.
Ved at bruge en digital model af den måde lyd opstår i kroppen, lærte han en computer at genkende stemme-signaler. Herefter tilføjede han forskellige typer baggrundsstøj, som computeren skulle lære at skelne stemmerne fra.
Resultatet blev et stykke software, som kan skrue op for stemmer uden samtidig at skrue op for eksempelvis gadelarm og baggrundssnak.
Varmt soveværelse gør dig dummere
Ny forskning tyder på, at for høj varme i soveværelset svækker vores hukommelse og reaktionsevne.
Forskerne har undersøgt 44 studerende for deres kognitive færdigheder, ved at de hver morgen skulle udfylde forskellige tests. Det viste sig, at de studerende der sov med aircondition, generelt klarede disse tests hurtigere og mere korrekt.
– Hvis du sover et sted uden aircondition eller udluftning, vil det påvirke din væskebalance. Hvis man bare er en lille smule dehydreret, når man vågner, bliver man dårligere i alle kognitive tests, siger Lars Nybo fra Institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet.
Han tilføjer, at desuden er danske huse og bygninger generelt bygget til at holde på varmen, og det kan derfor give os problemer med søvn og væskebalance i varme perioder som nu.
Grønland er unik
Grønland har siden 1800-tallet haft stor tiltrækning på danske geologer og videnskabsmænd.
– Grønland er samlet set meget attraktiv for geologiske studier, fordi det rummer alle de geologiske aflejringer, som man kender helt fra tre milliarder år siden. I Grønland kan du se fjeldet, umiddelbart som naturen har skabt det.
Det vil sige, at man har en meget god mulighed for at lave observationer, som er meget anderledes end andre steder i verden”, siger Niels Henriksen.
Sygehuse har ansvaret
Godt 300.000 kræftoverlevere har ikke fået noget at vide om, at den behandling de har fået, kan få langvarige konsekvenser.
Mange patienter bliver ikke ordentligt informeret om senfølger og rehabilitering, mens de er i kræftbehandling, viser ny forskning.
– Det er virkeligt ærgerligt. Patienterne har krav på at vide, at der findes noget, som kan hjælpe dem videre til et liv med færre symptomer og bivirkninger, siger Charlotte Handberg, der er forsker i rehabilitering på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed.
Ansvaret ligger hos syge-husene. For seks år siden indgik de en aftale med kommunerne om at hjælpe patienterne med at lave en plan for rehabilitering, allerede før kræftbehandlingen går i gang.
Stor sø på Mars
Her i sommervarmen kunne man godt bruge en kold dukkert. En sådan er fundet på Mars. Men det er en rigtig kold dukkert, man i givet fald vil kaste sig ud i. En saltvands sø, hvor temperaturen ligger langt under minus 100 grader celsius.
Søen er fundet under Mars’ sydpol i halvanden kilometers dybde. Og hvor der er vand kan der også være liv, måske i form af mikrober.
Den ca. 20 km lange sø blev lokaliseret ved hjælp af radarinstrumentet MARSIS.