Fra videnskabens verden
v/ Martin Jensen
Vores blå planet er tør
Det er ikke uden grund, vi kalder Jorden for den blå planet. Det meste af Jordens overflade er jo dækket af vand. De blå have sammen med de hvide skyer gør Jorden enestående i Solsystemet, og alle astronauter fortæller, hvor meget det betyder at kunne se ned på vores planet.
Man skulle tro, at Jorden er en temmelig våd planet, men det er ikke tilfældet. Det vand, vi har i havene og iskapperne, udgør kun 0,02 procent af Jordens masse. Jorden er i virkeligheden en ganske tør planet.
Hvis man anbragte alt Jordens vand på overfladen af Jorden i en kugle, ville den ikke fylde meget. Den ville få en diameter på bare 1.385 km. Til sammenligning har Jorden en diameter på 12.742 km.
Vi ved, at der findes noget vand i det indre af Jorden, men det skønnes, at der måske er bundet vand svarende til fem gange vandmængden i havene.
Men selv om Jorden astronomisk set er en tør planet af klippe og metal, så har astronomerne haft meget sjov med at finde ud af, hvor vandet er kommet fra.
Jorden befinder sig i den indre del af Solsystemet, og her var der fra starten for varmt til, at vanddamp kunne fortættes til vand. Den mest nærliggende teori er, at vandet er kommet til Jorden med isholdige kometer eller asteroider.
Jordens vand er en blanding af almindeligt vand med formlen H2O og tungt vand med formlen D2O. Derfor leder man efter asteroider eller kometer, som indeholder is eller vand, og hvor forholdet er nogenlunde som Jordens vand.
Køresyge og søsyge
Livet på Jorden udviklede sig for 4,1 til 3,8 mia. år siden. For 550 mio. år siden skete der noget bemærkelsesværdigt. En stigning af niveauet af kalcium og oxygen førte til udviklingen af den vestibulære sans, som registrerer bevægelser, omdrejninger og påvirkninger af tyngdekraften via recept-organerne beliggende i det indre øre og buegangene.
165 mio. år senere blev nogle af organismerne lokket op på land. Og nogle af de organismer udviklede sig senere til mennesker.
Ca. 65 procent af os lider af transportsyge. Transport-syge skyldes, at øjnenes informationer ikke stemmer overens med informationerne fra balanceapparatet i øret. Vi bliver køresyge, fordi balanceapparatet i øret fortæller hjernen, at vi bevæger os. Men hvis vi kigger på telefonen, avisen eller et objekt, som ikke bevæger sig, mens vi kører bil, fortæller øjnene hjernen, at vi ikke bevæger os. Så bliver hjernen forvirret.
”Klimavenlige” elløbehjul
At elløbehjul skulle være et klimavenligt alternativt til andre transportformer er ikke hele sandheden. Man har fundet frem til, at både elcykler, knallerter samt busser – såfremt der er nok passagerer – er mere venlige for klimaet end el-løbehjulet. Elløbehjulet er dog – i næsten alle tilfælde – mere miljøvenligt end at køre en benzindreven bil.
For at kunne vurdere hvor meget elløbehjulet belaster klimaregnskabet, må man også undersøge, hvad det ”koster” at producere materialerne til løbehjulet, hertil kommer fremstillingen af løbehjulet, forsendelse af løbehjulet, samt udledningen ved at samle dem sammen om aftenen, oplade dem og sætte dem ud på gaderne igen.
Godt nok viste det sig, at den elektricitet, som løbehjulene kører på, blot dækker 4 procent af det samlede udslip. At produktionen af løbehjulene står for en stor del af CO2-udredningen, er problematisk, da det før er blevet afdækket, at løbehjulene har en overraskende kort levetid.
Hertil kommer så, at løbehjulene udgør en stor risiko i trafikken. Plus at de ligger og flyder rundt omkring. Men det har jo ikke noget at gøre med klimaaftrykket. Det er et opdragelsesspørgsmål.