Frankrigs arbejderklasse lukker landet ned
[KOMMUNIST nr. 4-2023] Franske arbejdere og studerende har været massivt på gaden for at protestere mod regeringens pensionsreformer. Reformerne medfører, at pensionsalderen hæves fra 62 til 64 år. Derudover hæver man antallet af år, der skal til for at trække sig tilbage med fuld pension.
Det er et frontalt angreb på tilkæmpede rettigheder for arbejderklassen. Den franske regering går kapitalens ærinde og ønsker at sikre øget udbytning af arbejderklassen og underminering af kollektive rettigheder.
Men franskmændene har ikke i sinde blot at vende den anden kind til. Derfor har store protester, demonstrationer og strejker raset over hele Frankrig den seneste tid.
Generalstrejke og protester
Den 19. januar havde alle større fagforeninger i Frankrig indkaldt til generalstrejke. Ifølge det franske fagforbund CGT var 2 millioner mennesker på gaden for at markere utilfredsheden med pensionsreformen. Tog-, fly- og bustrafikken var standset, og skoler, banker, teatre og meget andet blev lukket ned.
Ifølge den franske avis L’Humanité støtter 65 % af befolkningen strejkerne og protesterne, og Ritzau peger på, at meningsmålinger viser, at op mod to tredjedele af befolkningen er modstandere af Macrons planer om at hæve pensionsalderen.
Den enorme folkelige modstand vises også ved, at demonstrationer og strejker ikke er engangsbegivenheder.
Den 7. marts stod den nok en gang på generalstrejke og demonstrationer. Fagbevægelsen mobiliserede under parolen ”Total nedlukning”, og parolen blev denne gang også hørt af andre end medlemmerne af fagforeningerne. Udover 200 protester i franske byer organiserede studenter og ungdomsgrupper blokader af 39 universiteter.
Når arbejderklassen kæmper imod
Som det altid er, når der kæmpes imod uretfærdighed, tager magthaverne desperate og kyniske midler i brug. Mange steder kom det til regulære kampe mellem demonstranter og politi. Ordensmagten uddelte knippelsuppe og gik til angreb med vandkanoner i et omfang, der ikke er set i mange år.
Man græmmes over, at når de rige røver fra dem med mindst, så kaldes det nødvendigt. Men når dem med mindst kæmper imod, kaldes det for vold.
Hykleriet er endnu engang tykt, og Macrons regering har derudover også valgt at føre lovgivningen udenom Nationalforsamlingen og vil dermed tromle lovgivningen igennem, uden at kunne samle et flertal i Parlamentet. Oppositionen forsøgte at rejse et mistillidsvotum til regeringen, der faldt med få stemmer.
I en tid, hvor franskmændene rammes af enorm inflation, er det igen arbejderklassen, der skal betale for de riges fest. Men festen er forbi. Franskmændene bliver ved med at kæmpe, og de fortjener vores dybfølte støtte og solidaritet.
Kampen fortsætter.
Martin Minka Jensen