Skip to content

Friheden flyver

Vi skal tage ansvar for fremtiden, ingen andre gør det for os

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 5-2025] For lige at slå det fast, så handler dette ikke om det enkelte menneskes indsats, men om sammenhold og solidaritet.

Jeg bliver aldrig træt af at høre Eva Madsen synge Friheden flyver, for ingen kan noget alene. Vi skal væk fra årtiers manipulerende egoisme. Livet handler ikke om overlevelse, men om omsorg, glæde og udvikling af fælles viden og kunst til gavn for alt og alle. De skadelige problemer i verden skyldes ikke overbefolkning, flygtningestrømme eller miljøproblemer. Alt dette kan stadig løses, fordi mennesket er innovativt og løsnings­orienteret.

Men det kræver frihed. Frihed fra kapitalens dårlige ånde i nakken. Frihed til at forske og bestemme hvilken produktion, der skal igangsættes, og kvaliteten deraf. Frihed til at bidrage og ikke blive vraget. Frihed til at dele viden uden konkurrence og salg for øje.

En anden verden er mulig

Mange steder i verden rejser arbejderklassen sig i ­denne tid. Den har intet at miste og alt at vinde. Det kræver solidaritet både nationalt og internationalt. Befolkningerne skal støtte hinanden, og det er svært, da den såkaldte frie presse ikke viser vores kampfællers strejker, protester og demonstrationer, f.eks var en million på gaderne i Italien mod oprustning og for velfærd.

Samme dag hørte vi kun om Le Pen og hendes forargelse over dommen for korruption. Skulle vi solidarisere os med hende? Eller skulle TV vise, at det korrumperede EU-system faktisk havde en retsfølelse?  Vi skulle i hvert tilfælde ikke se vores kampfæller lave oprør.

I Grækenland og Spanien dør mennesker på grund af liberaliseringen. I Grækenland var det udliciteringen af togdriften, der endte i en voldsom ulykke og i Spanien store oversvømmelser med døde til følge.  Disse ulykker er ikke enestående, de kunne have været forebygget og undgået. Dette foregår over alt i verden. En bevidst ført politik. Vi ser det samme herhjemme.

friheden-flyver
”Finder du pladsen i livet for trang, – er din rose spærret inde? Slås du alene, bli’r kampen for lang, men sammen kan vi friheden finde…”

Vi vil leve godt

Antallet af ulykker, og nogle med døden til følge, på arbejdspladserne er stigende. Mange af de nye såkaldte grønne arbejdspladser er også farlige. Der kan være nye kemiske farer (tænk bare på Nordic Waste fabrikken ved Randers med rensning af jord, som altså ikke blev renset!), arbejdsulykker f.eks. ved opstilling af høje vindmøller og lignende.

Vi skal ikke dø af at gå på arbejde nogen steder. Grønt eller tvunget sort. Men så længe politikerne ikke laver stram lovgivning, og så længe vi finder os i det, ændres intet. Så længe vores folketingspolitikere vælger at følge EU-­direktiverne og giver kommunerne færre penge og nedlægger kontrollen samt fortsætter med de billigste udbud og privatisering, ja så hæmmes vores frihed.

Ulven kommer

Ulven er ikke den største fare for danskerne. Det er vores liv, som udsættes for gift i drikkevandet, pesticider i madvarerne og stoffer, der udskilles fra det miljø, vi omgives af. Det er de lovgivninger, politikerne udsætter os for.

Tingene skal sættes i rette perspektiv og adresseres. Hvem har interesse i at gøre kampen individuel? Hvem har interesse i at deltage i en krig langt væk fra Danmark? Hvorfor hylder fagbevægelsens top de kommende militærproduktioner, men er tavse, når slagterier, posten og for eksempel Toms Chokoladefabrikker lukker (som er store arbejdspladser med tradition for høj organisationsgrad), bare for at flytte til billigere produktionslande eller privatisering? Dette er i storkapitalens interesse – ikke i din.

Firmaer kan oprettes alle vegne, de er ikke tilknyttet nationalstaten og er heller ikke patrioter. Det var alle ­vestlige lande vidne til, da landene satte gang i globaliseringen. Store arbejdspladser ­lukkede og flyttede til fjernøsten, mange med statstilskud, da det drejede sig om ”udviklings­bistand”. Da EU optog landene i Østeuropa, fik firmaerne også statstilskud til at flytte derhen, bare med et andet navn – ”Øststøtte”.

Så når EU taler om statsstøtte som noget nyt, er det altså ikke første gang, de har snabelen nede i vores statskasse. Samtidig lufter nogle politikere forslag som, at vi skal helt ned til kun et års dagpenge. Mon alle 900 slagteriarbejdere kan få nyt tilsvarende job i samme område på et år? Bare for at forstå problematikken.

Kæmp for alt hvad du har kært

Ikke ét af de rejste krav til overenskomsten blev indfriet. Den danske model viste sit sande ansigt.

Se på de faglige kampe. Små aktioner, ingen større strejker mere. Ingen solidaritet i stemmeafgivelsen. Stemte du ja, betød det, at din kollega i et andet fag fik forringet sine krav. Stemmeprocenten var lav i mange områder. Det er alles kamp mod alle. Lige der hvor de vil have os. Overenskomstforhandlingerne er der, hvor omfordelingen af arbejdsgivernes svimlende rigdomme skal hentes. Vores tilkæmpede rettigheder er truede, og forståelsen for organisering er faldende.

I 1998 var der 1.257 strejker, i 2024 kun 86! Det er ikke, fordi folk er tilfredse, men de giver op, fordi vi er blevet svigtet gang på gang.

Slå dig fri

Kommunisterne er klar til klassekamp. Fagbevægelsen er ikke sat i værk for at være opgivende over for arbejdsgiverne – den er en kamporganisation. Derfor skal medlemsdemokratiet udbygges. Det nødvendiggør en total ændring af det fagretlige system. Forligsmandsloven, loven om arbejdsretten og hovedaftalen mellem DA og FH må afskaffes. Bryd fredspligten over for overenskomsten, den tjener udelukkende arbejdsgivernes interesser.

Arbejdsgivernes eneret til at lede og fordele arbejdet skal bortfalde. I stedet skal der sikres en virkeligt fri forhandlingsret efter princippet: forhandling, mægling og – hvis det ikke fører til resultat – ret til fri aktion! Afstemning om OK skal foregå uden sammenkædning og ved almindeligt stemmeflertal blandt de afgivne stemmer! A-kasserne skal tilbage til fagforeningerne. Alt dette kan kun ændres, hvis vi bryder rammerne. Det handler om vores frihed!

Vi må give håb og kampgejst. Fortælle om de sejre vi skaber og skabte. Vi er ikke alene i denne verden, vi er flest, og vi har alt at vinde. Arbejdere i og fra alle lande foren Jer. Rød front.

 

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk