Frokosttid

Økonomi

Af Bo Møller

Moderniseringsstyrelsen – den besynderlige instans under -Finansministeriet, der bestemt ikke har noget med moderniseringer at gøre – er fremkommet med sin ide om, at de statsansattes betalte frokostpause skal fjernes.

Dansk Arbejdsgiverforening – der ikke rigtig har noget med sagen at gøre – har klappet voldsomt i hænderne. Hvis man får de statsansatte og ansatte i kommuner og regioner til at arbejde 2½ time mere om ugen, så kan man jo fyre ca. 46.000 i det offentlige. De kan så blive ansat i det private eller måske endnu bedre være med til at fungere som løntrykkere, sådan at de private firmaers profit kan stige.

Hvorfor den betalte frokost?

For det første kan man godt påstå, at frokostpausen er betalt af arbejdsgiverne, altså staten. Men så skal man samtidig huske på, at de statsansatte (ligesom de kommunalt og regionalt ansatte, der sikkert får kniven næste gang) helt generelt får en lavere løn end ansatte i det private med samme arbejdsfunktion.

Samtidig skal man huske, at frokostpausen ikke bare er en pause. Faktisk er systemet sådan, at man kun kan holde pausen, hvis arbejdet tillader det. Man skal stå til rådighed under hele pausen, så sker der et eller andet, kan man blive tilkaldt. Arbejdsfrokoster, hvor man både spiser, men også afholder et måske vigtigt møde, skal heller ikke glemmes.

Hertil kommer, at der under frokostpauserne i kantinen selvfølgelig bliver snakket om fodbold og familie, men i stort omfang også om rent faglige sager. En pæn del af den erfaringsudveksling og vidensdeling foregår faktisk i frokostpauserne.

Hvad sker der uden pauserne?

Det ved ingen, men man kan jo forestille sig flere ting:

• Er man med toget fra København til Aalborg, så vil man kunne risikere, at toget pludselig stopper i en halv time, for nu skal togføreren holde sin pause og spise sin mad.
• Er man en dansk soldat i krig et eller andet sted, så kan resultatet selvfølgelig blive, at soldaten lige må forlade fronten i en halv time, for nu skal der spises og ikke skydes.
• For andre faggrupper kan resultatet blive, at vigtige møder og forhandlinger må afbrydes, mens spegepølsen og ostemaden fortæres.

Samlet bliver det en rigtig skidt løsning for produktiviteten i det offentlige!

Hvad gør fagbevægelsen?

Desværre alt for lidt. Formanden for de offentligt ansatte økonomer, jurister mv. har i en kronik i Politiken skrevet, at hun håber, at ’regeringen i overenskomstforhandlingerne vil huske på, at prisen for at fjerne frokostpausen kan være demotiverede og måske ligefrem vrede medarbejdere’.

Ja, selvfølgelig bliver medarbejderne da vrede! I forvejen har de statsansatte været udsat for flere angreb. For mange akademikere i staten skal allerede nu arbejde 60 timer ekstra om året uden lønkompensation. Den gennem mange år opnåede ret til at holde fri juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag er nu fjernet mange steder – igen uden lønkompensation. Og skal de statsansatte nu arbejde 2½ time ekstra om ugen uden lønkompensation for at betale frokostpausen, så skaber det ikke kun vrede.

Vi må derfor håbe på og arbejde for, at det ikke kun er vrede medarbejdere, der bliver resultatet, men medarbejdere, der sammen med deres faglige organisationer går til kamp mod disse uhyrlige forringelser. Sker det ikke, så vil vreden blandt medarbejderne ikke kun rette sig mod arbejdsgiverne, men også mod de for slappe faglige organisationer! For ikke så mange år siden var det utænkeligt, at man fik arbejdstiden sat op i stedet for ned. Sker det nu på det offentlige område, så er der al mulig grund til ikke kun at skrive kronikker i aviserne, men til at gå i faglig kamp.