skip to Main Content

Frygter for at blive nedslidt

De vestjyske fødevarearbejdere spiser smertestillende medicin, frygter at blive nedslidte og vil ikke anbefale deres eget arbejde til deres børn. Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland vil have en klar tilbagetrækningspolitik.

Der er behov for et sæt klare regler, der gør, at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – også uden at man først er blevet syg af sit arbejde. Det mener Steen Hartmann, formand for Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland, som organiserer blandt andet bagere, slagterimedarbejdere og ansatte på mejerier.

Seks ud af ti spiser smertestillende medicin

Seks ud af ti vestjyske medlemmer af Fødevareforbundet NNF har været nødt til at spise smertestillende medicin eller få behandling på grund af arbejdet. I resten af befolkningen er tallet kun halvdelen. Det viser en undersøgelse, Fødevareforbundet NNF har fået lavet blandt sine medlemmer.

Han er derfor glad for, at tilbagetrækning er kommet på dagsordenen. Men han har brug for mere konkrete løfter fra politikerne: 

– Vore medlemmer begynder ofte tidligt på arbejdsmarkedet, og det er altså ikke realistisk, at alle går fra at være slagterimedarbejder til ingeniør i løbet af deres arbejdsliv. Det er ofte hårdt fysisk arbejde, og derfor har vi brug for nogle rettigheder.

Man skal ikke være syg

Undersøgelsen af med-lemmernes trivsel viser også, at syv ud af ti vestjyske -medlemmer af Fødevareforbundet NNF frygter at blive fysisk nedslidte af deres arbejde. Det er markant flere end hos danskerne generelt. Her er det “blot” 21 procent, der frygter fysisk nedslidning.

-– Tallene viser med al tydelighed, at der er behov for, at der sker noget. Forringelsen af efterlønnen har været meget problematisk for vores faggruppe, og vi har folk, der ikke kan holde til arbejdet, men som ikke kan komme på andre ordninger, siger Steen Hartmann 

– Vi har kommuner i vores område, der aldrig har sendt nogen på seniorførtidspension. Og den ordning er lavet for folk, der er syge. Vi skal da have en ordning, der gør, at man ikke behøver at være syg for at kunne trække sig tilbage hvis man eksempelvis har været 40 år på arbejdsmarkedet med hårdt fysisk arbejde, siger Steen Hartmann 

-bc

Back To Top