Generationskløft i krigstid

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 11-23] Selv om der er gået næsten 80 år siden 2. Verdenskrigs ophør, vedbliver den at være et tema i litteraturen. Således også i Roy Jacobsens seneste roman De Uværdige, der fortæller om besættelsestiden set fra et børneperspektiv. På forsiden ser man fire halvstore børn, der skarpt belyst bevæger sig i en skummel passage, og det er netop det skumle, det hemmelige og det usagte, der præger den verden, disse børn vokser op i.

Historien foregår i et arbejderkvarter i Oslo, hvor fattigdommen vokser i takt med, at besættelsestiden går. Det er et problem at få mad på bordet. Børnene må bidrage, og det gør Carl ved at gå med aviser om morgenen. Men han og de andre i den lille klike, han er med i, som udover ham består af lederen Olav, skakgeniet Roar og de lidt yngre drenge Vidar og Jan, finder på andre metoder, der kan henregnes til småkriminalitet, til at skaffe penge på. Forældrene spørger ikke, for hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. I det hele taget er tiden kendetegnet ved en dyb generationskløft, forældrene og børnene kender ikke rigtig hinanden, og mellem Carl og hans far udvikler det sig, i hvert fald fra Carls side, til noget, der nærmer sig fjendskab.

En dag, da faderen er på vej til arbejde, peger han på et tysk lager, der ligger over for deres hus, og siger til Carl, at hvis noget indtræffer, skal han gå hen til vagten og sige ”Wo sind wir?”, og samtidig giver han ham et bykort over Oslo, hvor der i et kvarter er afkrydset ni villaer. Dette ”noget” indtræffer samme dag. Faderen bliver arresteret af tyskerne og tortureret ihjel, og ved begravelsen dukker et par fremmede mennesker op, hvad der giver Carl noget at spekulere over.

Faderens anvisning vedrørende lageret bringer Carl ind i en rolle som budbringer til modstandsbevægelsen, og bykortet bliver en kilde til gode indtægter for den lille bande og dens familier.

Tiden går, og det, der begyndte ufarligt, spidser til på forskellig måde, men uanset alt holder banden sammen og følger de af Olav fastlagte regler. Også efter at Olav er omkommet ved en ulykke. Hans far havde også et hemmeligt liv og er forsvundet, og senere forsvinder moderen, men af andre grunde, og derefter har Olav sørget for sine to små søskende. Den opgave overtager hans kæreste nu sammen med banden.

Der sker meget på bogens 400 sider, som ikke skal røbes her, men efter befrielsen kommer Carl i et dilemma. Det er lykkedes både ham og Roar at blive jurister, selv om de kommer fra et kvarter, hvor man ”ikke bliver til noget”, men jura har som bekendt ikke noget med retfærdighed at gøre, og det gælder også i retsopgøret med kollaboratører og stikkere, hvor nogle slap for let og andre helt.

Carl bliver gjort opmærksom på et grelt tilfælde, og sammen med Roar sørger han for, at retfærdigheden sker ­fyldest, og gør det eftertrykkeligt til skræk og advarsel for andre, der er sluppet for billigt.

I romanen er der ingen glorificering eller fordømmelse. Den er en realistisk beretning med en underliggende humor og en udsøgt sprogfornemmelse for denne komplekse tid. Jacobsen er en enestående fortæller, som ikke serverer det hele på et sølvfad, men også giver læseren lov til selv at spekulere over, hvem der er hvem, hvad der er hvad og hvorfor.

Roy Jacobsen: De Uværdige. Oversat af Ellen Boen. Lindhardt og Ringhof. 410 sider. 300 kroner