Genforening med DKP
[KOMMUNIST 6-7 2022] Efter henvendelse fra DKP har vi i kongresperioden diskuteret en eventuel genforening med DKP. I denne forbindelse vedtog vores kongres følgende:
KPiD’s 13. Kongres bekræfter ønsket om at styrke den kommunistiske bevægelse.
Vi ser ikke, at der mellem Danmarks Kommunistiske Parti og Kommunistisk Parti i Danmark er sådanne politiske og ideologiske modsætninger, at det skulle stille sig i vejen for en ”genforening”.
Vi er også bevidste om, at DKP’s nuværende anerkendelse af dobbeltmedlemskab, som det former sig mellem DKP og Enhedslisten, frembyder et problem i forbindelse med en sådan ”genforening”.
Vi deler ikke det synspunkt, at dobbeltmedlemskab og dobbeltloyalitet er foreneligt med en kommunistisk organisation, som forfølger leninistiske organisationsprincipper.
Vi forstår den historiske baggrund for DKP’s beslutning om dobbeltmedlemskab, men mener også, at den stiller sig i vejen for de skridt, som kan styrke den kommunistiske bevægelse i Danmark.
Vi opfordrer DKP til at åbne døren for en forhandling og medvirke til at bane vejen for en ”genforening”.
Vi ser gerne, at disse forhandlinger kan indledes inden alt for længe.
DKP’s tale til kongressen ved formand Henrik Hedin
Wahrlich, ich lebe in finsteren Zeiten.
Det skrev Bertolt Brecht for snart hundrede år siden.
Også vi lever sandelig i mørke tider – nu igen. Verdensreaktionen – den amerikanske imperialisme – NATO – EU driver os mod randen af endnu en katastrofe.
Man skulle ellers tro, de havde lært lektien. Men næppe har imperialismen genvundet pusten efter den paniske flugt fra Kabul, så begynder den igen at opruste og puste til en ny krigs gløder, nu i Europa. Det fascistoide voldsregime i Ukraine udnævnes til ”fredeligt” og ”demokratisk”. Det har vores egen statsminister selv sagt.
Og da vi for en måned siden fejrede Danmarks befrielse, blev dagen misbrugt til at lade gøgleren i Kiev fra sin storskærm spytte på mindet om de danske kvinder og mænd, der gav deres liv i kampen mod fascismen.
Vi ser vores eget land bevæge sig mod en fremtid, der tegner mørkere og mørkere. I opregner det selv i jeres oplæg til kongresdebat: Nedskæringer, udhuling, overvågning.
Nu skal der være amerikanske baser på dansk jord, og for nogle dage siden lykkedes det at skræmme – ja, ikke et flertal, men 44 procent af danskerne til at stemme for et nyt skridt ind i EU’s morads.
Så nok lever vi i mørke tider, men vi går mod lyset. USA’s verdensherredømme smuldrer. Folkene vil ikke længere finde sig i det. Selv de arabiske oliesheiker er begyndt at vende Washington ryggen.
At vise vejen i denne situation er kommunisternes opgave – ikke oliesheikernes. Det er kun os, der kender vejen. Det er kun os, der har viljen og modet til at kæmpe. Og vi kæmper: Over hele verden, i skyttegrave og i parlamenter, på arbejdspladserne og i ghettoerne – overalt, hvor historiens tilskikkelser anbringer os, om det er på et hospital i Habana eller i en fængselscelle i Kiev.
Derfor er det nødvendigt her i denne mørke tid at styrke den kommunistiske bevægelse. At genoplive den. At genforene den splittede bevægelse.
Kammerater! Netop det har I på jeres dagsorden her på jeres 13. kongres. Hvad I vil, er jeres beslutning, som jeg ikke skal blande mig i.
I skal bare vide, at i Danmarks Kommunistiske Parti ser vi frem til den beslutning. Og hvis I vælger at vende tilbage til dér, hvor I kom fra, så siger vi: Kom! I er ventede.
Forkortet af redaktionen