Skip to content

Gensidig forsørgerpligt: Ægtefæller betaler stor del af lønnen

I disse tider, hvor sygeplejersker, portører, sosu-er og andre sundhedsfaglige knokler i overarbejdstimer for vores helbred, trækkes der i ægtefællens eller samleverens eventuelle pension.

Den gensidige forsørgerpligt rammer masser af familier økonomisk næste år, når alle disse mennesker skal indberette deres Corona-overarbejde. De ved det, for fagene har i forvejen mangel på arbejdskraft, og det er prøvet før. Forslaget om ”Total afskaffelse af gensidig forsørgerpligt” er afvist af folketinget trods de 50.000 underskrifter, som et borgerforslag skal have. Nu er forslaget oppe på 70.000 underskrifter. Og det går mere og mere op for folk, hvordan det rammer danske familier.

Overarbejde modregnes samleveren

Mange pensionister og førtidspensionister mister 30 kroner for hver 100 kroner, ægtefælle eller samlever tjener over ca. 21.000 kroner før skat. Det bliver fratrukket deres pension. 

En gift/samlevende førtidspensionist kan max få udbetalt 16.229 kr. før skat, og herfra kan det kun blive mindre. For nogle af dem, som nu er ramt af overarbejde efter nødberedskabsplaner på jobbet, er det regnet ud, at nogle mister op til 7–8.000 kroner, som ægtefællen bliver modregnet i deres pension. Penge lige ned i statskassen. 

Det er uhørt at straffe syge og arbejdsskadede, folk der er gået på pension efter et langt arbejdsliv. Denne lovgivning fastholder folk i fattigdom og især mennesker, der ikke kan arbejde selv.

Hvad siger ligestillingsministeren

Loven er en forældet lov fra 1925. Derfra har samfundet udviklet sig til, at mennesker skal kunne forsørge sig selv uden at være afhængige af ægtefælle eller samlever. 

I dag kan ingen familie leve rimeligt baseret på en indtægt. Men Helle Thorning-regeringen ændrede alt med sin kontanthjælpsreform. Her kunne staten spare 330 millioner årligt og skabe en forøgelse af arbejdsudbuddet på ca. 1000 personer. Dyrt arbejdsudbud på folk der alligevel ikke kan arbejde. Stop den lovgivning og giv disse mennesker ro. Og tak så dem, der arbejder med en ordentlig løn til næste OK.

Gå ind under borgerforslag og skriv under. Eller Facebook i gruppen: TAAGF total afskaffelse af gensidig forsørgerpligt.

RGFC

Fakta om gensidig forsørgelsespligt

  • Gensidig forsørgelsespligt vil også ramme dig, alle bliver ramt af den gensidige forsørgelsespligt, om ikke før, så den dag, man kommer på folkepension.
  • Gensidig forsørgelsespligt vil som minimum betyde, at en modtager af kontanthjælp, førtidspension eller folkepension, mister knap 3.000 kroner om måneden, på basis af en formodet indtægt fra partneren, også selvom partneren ingen indtægt har.
  • To folkepensionister, samboende eller gifte, elskende eller blot gode venner, vil miste knap 6.000 kroner om måneden (2011), eller mere end 25% af deres husstandsindkomst grundet den gensidige forsørgelsespligt, dette er, hvad man minimum mister.
  • To gifte/samlevende starthjælpsmodtagere, har kun 690 kr. mere tilsammen end en enlig kontanthjælpsmodtager
  • Lige såvel som man kan få beskåret sin indkomst grundet den gensidige forsørgelsespligt, har man også selv pligt til at forsørge ægtefælle/samlever, og dette samtidigt.
  • Hvis din ægtefælle tjener mere end ca. 22.500 om måneden før skat, kan du ikke få kontanthjælp.
  • Der må gerne skæres flere gange i samme ydelse.
  • Ejer man sin bolig, har den grundlæggende også forsørgerpligt, friværdien skal spises op, inden der kan gives f.eks. kontanthjælp.
  • Partneren gøres indirekte ansvarlig for andre mænds/kvinders børn, hvis der er sammenbragte børn i forholdet til en modtager af starthjælp/kontanthjælp/førtidspension.
  • At ægteskaber ruineres på grund af den gensidige forsørgelsespligt, til skade for børnene, ægtefællerne, og i sidste ende samfundet.
  • At der er ægtefæller/samlevere, der må vælge at blive skilt og leve adskilt for at få økonomien til at hænge sammen.
  •  Alle, der er gift/samboende, har gensidig forsørgelsespligt, men det er kun modtagere af offentlige ydelser, der straffes økonomisk for at leve i et forhold.

Kilde: gruppen for TAAGF

Back To Top