Ghettoliv på Amager

Af Margit Andersen

Ideen om at bygge Urbanplanen var fostret af visionen om at skaffe gode lejeboliger, som i høj grad var en mangelvare i København.

Men i løbet af 70’erne og 80’erne udviklede kvarteret sig til at blive præget af vold og kriminalitet. En af beboerne udtalte for nylig i pressen, at de, der var imod en stramning af indvandrerpolitikken, ikke havde prøvet at bo i Urbanplanen, og efter at have læst Morten Papes debutroman ”Planen” kan man godt se pointen, men forstår også at den er for tynd. Problemet har ikke specifikt noget at gøre med etnisk herkomst, men ligger i at så mange økonomisk- og ressourcesvage mennesker er samlet på et sted.

Bogens fortæller, der deler navn med forfatteren og er pæredansk, vokser op i Planen, og det er ikke en opvækst, der lover godt for hans fremtid. Faderen er et skvat, der tror, at han kan klovne sig ud af alle vanskeligheder, mens moderen efter bedste evne prøver at holde skuden på ret køl. På et tidspunkt bliver de skilt, og det hele bliver så svært for moderen, der er alene om ansvaret for tre børn, at hun havner i en svær depression, der ind imellem kræver indlæggelse.

Familielivet er således noget af en prøvelse for den ældste dreng, Morten, og værre endnu er skolen, hvor lærerne står magtesløse over for de uvorne unger, der terroriserer både dem og hinanden.

Det er svært for en forsagt dreng at navigere i et så oprørt farvand, og det går da også med slingrekurs. Når man er dygtig i skolen og går med briller, er man et udsat mål for chikane, så Morten skaffer sig venner, der er endnu mere udsatte og bruger dem som skjold.

Hvad gruppetilhørsforhold angår, så svinger han fra ultra racister til muslimer, og da han trods manglende flid ender med at få en studenterhue, er han inde i et massivt hashmisbrug.

Tryghed finder han paradoksalt nok først i militæret, hvor der er et godt kammeratskab og faste rammer, men han skal ikke nyde noget af at melde sig som kriger i fjerne lande og dingler i stedet videre, indtil han finder ud af, hvad han vil, og får en kæreste fra et højere socialt luftlag, hvor man holder bordskik og taler pænt til hinanden, men hvor han ikke føler, at han hører hjemme.

Planen er en socialrealistisk roman, som på overbevisende måde giver et indblik i et lille samfund i en bestemt periode.

Man tror på, at sådan var det at være Morten Pape, og at sådan opførte folk sig, og sådan talte de. Ingen skånes, heller ikke fortælleren selv, men tilbageblikket åbner også op for en forståelse af, hvorfor det var sådan. Det er velfortjent, at Pape i 2015 blev tildelt BogForums Debutantpris.

Morten Pape:
Planen
Politikens Forlag.
548 sider. 300 kroner.