Skip to content

Globale protester lindrer smerterne for det palæstinensiske folk

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Mens de første demonstrationer for våbenhvile og tilbagevenden af gidslerne organiseres i Israel, møder den amerikanske kommunistiske avis People’s World den internationale sekretær i Israels Kommunistiske Parti, Reem Hazzan.

Som kommunister, som fredsaktivister og som dem, der presser på for arabisk-jødisk enhed, hvordan er så situationen efter den 7. oktober? Hvordan har situationen udviklet sig for de palæstinensiske borgere i Israel i denne tid?

Reem Hazzan: Sandt at sige, levede vi selv før den 7. oktober som palæstinensiske borgere i Israel i et demokrati, der kun er et demokrati for dets jødiske borgere.

Lad os tage Nationalstats­loven fra 2018. Dette år vedtog Knesset en lov, der sagde, at kun jøder har de fulde rettigheder til alt i denne stat. Sådan var det faktisk allerede før 2018, men siden har det været lovfæstet. Det står nu klart og tydeligt, at araberne ikke er ligeværdige borgere.

Det kan vi se, når vi taler om diskrimination i form af adgang til arbejde, lønforskelle, budgetter til uddannelse og infrastruktur. At være anden- eller tredje- eller syvendeklasesborger startede ikke i 2018, og det startede bestemt ikke efter 7. oktober, selv om situationen for os bliver mere og mere anspændt.

Efter den 7. oktober blev der tilføjet en ny trussel: Folk bliver arresteret. De bliver tilbageholdt, afhørt, fyret fra arbejde og bortvist fra universitetet. Det er fascistiske indgreb, der sker under dække af at forsvare den nationale sikkerhed.

Hvordan skulle den israelske regering efter din mening have reageret på Hamas’ angreb den 7. oktober? Hvad ville du sige til dem, der siger, at Israel blot forsvarer sig selv?

Som parti siger vi, at dette ikke startede den 7. ­oktober. Hvis du tager alt ud af en kontekst, så har intet nogen mening. Vi kan ikke sige, at tingene pludselig brød ud på en fredelig morgen, som om vold og undertrykkelse ikke havde været palæstinensernes konstante realitet i årtier.

Selvom vi ikke starter med 1948 men begynder med besættelsen af Vestbredden i 1967, er problemet klart. Vi har ikke en palæstinensisk stat. Gaza har været under belejring de sidste 16 år. ­Vestbredden bliver etnisk udrenset på en meget metodisk måde. I dag er der ingen, der er opmærksomme på den øgede vold mod palæstinenserne på Vestbredden, fordi alles øjne er rettet mod Gaza. Bosættervolden er intensiveret, støttet af de israelske militærstyrker.

Jeg tror, at Israel for længe siden burde have forstået, at der er et desperat behov for en politisk løsning. Men med sådan en højreskstremistisk regering betyder det, at når du mener, at militær magt er din eneste udvej til at begynde med, så vil den eneste løsning altid være militær – mere magt, mere vold.

På den anden side må vi holde fast i, at der ikke er nogen anden mulighed end en politisk løsning, især efter drabene på tusinder i Gaza, og efter at så mange civile israelske også har mistet livet. Israelske soldater mister nu livet. Flere mødre græder for deres børn. Blodsudgydelserne stopper ikke. Det er rigtigt, at det er værre i Gaza, men hvis vi siger, at hvert barn tæller, hver sjæl tæller – så er det sandt for alle, uanset deres nationalitet eller race.

Det siger vi som kommunister, men siger de andre det? Det gør de ikke. Hvis du viser nogen som helst kritik af Israels politik, bliver du automatisk kategoriseret som terrorist.

Demokratier, tror jeg, måles ikke kun på den måde, de handler i fredstid, men især i krigstid. Det er det, der bliver afsløret lige nu om den israelske stat.

Hvorfor har vi ikke set større demonstrationer til støtte for en våbenhvile? Viser dette, at størstedelen af det israelske samfund slutter sig til krigen mod Gaza?

Lige fra starten offentlig­gjorde politichefen Kobi Shabtai en video, der sagde, at ingen protester ville blive tilladt nogen steder. Enhver, der overtræder dette, vil blive tilbageholdt, intimideret og idømt bøder. Han truede med at sende demonstranterne til Gaza! Folk, der har trodset dette, er blevet tillbageholdt i dagevis og har derefter fået spærret deres bankkonti og kreditkort.

barn-gazaSikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir har i de sidste to år drømt om, hvordan man får bevæbnede pøbelmasser til at udføre det beskidte arbejde. Denne krig gav ham den perfekte mulighed. Nu er der over 600 grupper af bevæbnede mennesker, nogle af dem civile, andre militære eller tidligere politi. De går på patrulje i vores byer. Jeg bor i Haifa, som er en blandet by af arabere og jøder. Disse mennesker går rundt med M-16’ere og siger, at de holder orden eller støtter politistyrken, men deres hovedformål er at intimidere araberne.

De fleste af os, der bor her i Haifa, lever sammen, hvad enten vi deler arbejdspladser eller er sammen til fest. Livet er på en meget naturlig måde integreret. Og det chok, som den 7. oktober frembragte i den israelske jødiske offentlighed, mængden af ophidselse, der startede med det samme mod arabere og palæstinensere, betød, at vi må vente på, at folk får sørget, inden de forstår, hvad der skete.

Problemet er, at vi nu er i en nødsituation, hvilket betyder, at enhver form for undertrykkelse anses for berettiget. Alt er legitimeret.

Bevarer du stadig en følelse af optimisme for fremtiden? Hvad motiverer dig til at fortsætte?

Der findes ingen anden vej. Jeg tror, at kommunister af natur er optimister, fordi vi tror på, at man kan lave forandringer, at man kan være med til at skabe et bedre liv for mennesker.

Vi skal finde en måde, der virker, og det kan kun ske, når man bekymrer sig om menneskerettigheder og værdighed. Vi vil ikke bare have lighed, vi vil også have værdighed, fordi folk vil respekteres, uanset om de er jøder eller arabere. Der er egentlig ingen anden vej at gå end tilbage til den gamle to-statsløsning.

Som kommunist skal jeg være optimistisk, men det, der også holder os i gang, er at se folk rundt om i verden stå sammen med det palæstinensiske folk, selvom deres regeringer ikke gør det. Disse globale protester får det palæstinensiske folk til at føle sig mindre isoleret og får os som kommunister og andre på venstrefløjen i Israel til også at føle os lidt mindre ensomme.

People’s World. Marcel Cartier. Forkortet af red. 

Back To Top