Skip to content
togulykke-grækenland
Så alvorlig blev ulykken, der kunne have været undgået. Regeringen valgte at overhøre de gentagne advarsler fra de ansatte.

Grækenland: Togulykke kunne have været undgået

[KOMMUNIST nr. 4-2023]  Tirsdag den 28. februar nær midnat skete en dødelig togulykke nær byen Larissa i det centrale Grækenland. 57 blev dræbt og over 70 personer blev såret. De fleste af ofrene var unge mennesker, studerende, der vendte tilbage fra deres ferier.

Ulykken fandt sted 5 år efter privatiseringen af de græske jernbaner og efter år med underfinansiering og underbemanding, som eskalerede efter privatiseringen.

Tre uger før advarede PAME’s fagforeningsmedlemmer i de græske jernbaner om de vedvarende ulykker, der konstant skete. Yderligere to ulykker efter den store er blevet føjet til den lange liste på togruterne 51 og 61.

Årsagerne ligger i den politik med kommercialisering og privatisering af jernbanerne, som SYRIZA-regeringen startede i 2017, da den solgte TRAINOSE. Ferrovie dello Stato Italiane Group købte den for 45 millioner euro og fik 250 millioner euro oven i som ”præmie”. En kontrakt der blev ratificeret af regeringen Det Nye Demokrati i juli 2022. Resultatet blev, at det italienske firma stak 750 mil­lioner euro i lommen på 15 år.

Hvem har så skylden

Det er politiske beslutninger som denne, der fremmer privatiseringer på bekostning af befolkningens interesser og liv. Disse politikere vælger de multinationale selskabers og private investorers profit og lader dem malke vores infrastruktur, som befolkningen i generationer har bygget og betalt dyrt for.

Skylden for ulykken har alle de, der solgte de græske jernbaner i stedet for at udstyre dem med moderne sikkerhedssystemer. Med de fyringer, der efterlod jernbanerne med for få arbejdere, uden ordentlig uddannelse, specialisering og certificering, kunne man forudse denne ulykke.

Alle de partier i parlamentet, der står bag privatiseringerne, har forringet infrastrukturen i deres iver efter at efterleve EU’s krav om konstante spare­runder (finanspagten). Det er nedskæringer og forringelser – i stedet for vedligeholdelse og udbygninger. Det er et bevidst valg at forgylde ejerne i stedet for at servicere brugerne.

grækere-ved-græske-ambassade
Over 300 herboende grækere mødte op foran den græske ambassade i København for at vise deres foragt over for regeringens politik, der førte til den tragiske dødsulykke. På banneret står: Den enes død – den andens profit. Fuld afdækning af ulykken!

Ofrene er mange

PAME (den røde fagbevægelse) udtrykker sin oprigtige medfølelse med familierne til ofrene for den ubeskrivelige tragedie i Tempe og Larissa og opfordrer regeringen til at intensivere sin indsats og til at yde fuld støtte til de sårede og ofrenes familier.

PAME vil, ligesom ­store dele af befolkningen, ikke ac­cep­tere, at menneskers liv ofres til fordel for en håndfuld parasitter, der er ligeglade med folks liv og velbefindende. Siden ulykken har der konstant været demonstrationer i alle de store byer landet over samt ved de græske ambassader rundt om i Europa, hvor der bor og arbejder grækere. Ved den græske ambassade i København mødte over 300 grækere op for at vise deres solidaritet med de krav, der er rejst.

Så længe der ikke træffes beskyttelsesforanstaltninger på arbejdspladserne for sikker drift og cirkulation af tog, er der ingen ende på ulykkerne. Privatiseringerne forværrer arbejdsforholdene for arbejderne. De betaler for ikke-eksisterende sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger med deres egne liv.

Som sædvanligt bebrejder de ansvarlige hinanden og prøver at fralægge sig skylden og plante et ansvar. Men en transportminister bliver jo bare erstattet af en anden. Det er den førte politik, der har skylden. Det mærkede grækerne også ved de store skovbrande, hvor alt beredskab også var sparet og privatiseret væk.

Forebyggelse nu

Kravene fra befolkningen er, at regeringen skal stå med det strafferetlige ansvar for frontalkollisionen mellem de to toge. De kan ikke med de dødsfald skjule sig bag løfter om at finde årsagerne.

PAME peger på, at der er masser af folk, der mangler arbejde og stiller disse krav. Man kan:

  • Øjeblikkeligt ansætte et fastansat personale til at dække de meget store og alvorlige mangler inden for alle specialer.
  • Iværksætte uddannelses­programmer for alle arbejdere.
  • Færdiggøre infrastrukturen og få en sikker drift af jernbanenettet.
  • Korrekt vedligeholdelse og reparation af rullende materiel og spor.
  • Sikre korrekt vedligeholdelse, reparation og modernisering af alt teknisk udstyr og alle faciliteter til sikkert arbejde.
  • Gennemføre foranstaltninger for at sikre mennesker når togene passerer gennem boligområder.

Protester og generalstrejker i Grækenland fortsætter stadig. Kravet er klart: Stop privatisering, ud af EU.

Sidste nyt: Protesterne har bevirket, at der er udskrevet valg til maj i Grækenland.

Kilde: PAME Grækenland/RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk