Gram er noget særligt

Af Margit Andersen

Om sin nye bog påstår Erling Jepsen, at den er 100 % selvbiografisk, men på titelbladet står der Roman, så den er nok en blanding af digt og virkelighed, selv om fortælleren her hedder Erling i stedet for Allan som i de tidligere bøger fra Gram.

I 33 små enkelthistorier fortæller Jepsen med galgenhumor om sin dårligt fungerende familie og om livet i Gram. Gram er nemlig noget særligt. Engang var der hav, som på et tidspunkt trak sig tilbage, og derfor er leret i Gram mere klægt end alle andre steder. Beboerne nedstammer fra de væsener, der levede og sloges i havet, og derfor er de enestående på alle måder, ikke mindst hvad sædkvalitet angår, og det er en god ting, for der falder jo hele tiden nogen af i svinget.

Med hensyn til lov og orden så gælder grundloven selvfølgelig i Gram, men over den står Den Sønderjyske Lov, hvis 312 paragraffer er enslydende og deklarerer, at ”her klarer vi problemerne selv”. Våbenloven minder om den i USA, men det er sjældent, at nogen kommer alvorligt til skade. I Gram er tilflyttere altid fremmede, uanset hvor længe de har boet der, men det gavner altid at gøre alt på samme måde som de indfødte og ikke skille sig ud ved mærkelig påklædning eller opførsel. I skolen går der børn fra omliggende byer, og de accepteres, undtagen dem fra Kastrup. De er beskidte, lugter ilde og er dumme. Det er der bred enighed om blandt lærere og elever, så de bliver selvfølgelig anbragt i den ikke-boglige linje.

Erlings familie med faderen som det betændte centrum vil nogen kende fra forfatterens tidligere bøger, men selv om der her tages dybe spadestik ned i erindringens klæge havbund, så aner man en vis forståelse for faderens mærkelige opførsel, men det er ikke det samme som tilgivelse for den skade han især påfører søsteren Sanne og efternøleren Erling. Ved en god lærers mellemkomst lykkes det imidlertid Erling at undslippe ved at komme i gymnasiet i Haderslev, der ligger så langt fra Gram, at han er nødt til at bo på et kollegium i byen.

Forfatteren annoncerer, at han har tænkt sig at fortsætte med at afsløre familiehemmeligheder i flere bøger efter samme recept, altså med små enkelthistorier, hvor hans mål er at skrive som Muhammad Ali boksede – ingen parader, blotte sig helt og så slå til – om det, der ikke lykkedes og le af det. Det bliver spændende at følge Erling fremover. Der åbnes allerede nu op for, at leret fra Gramhavet klæber godt fast, men ved bogens slutning er det unge menneske ved godt mod, for han har lige læst Det Kommunistiske Manifest.

Erling Jepsen: Gramhavet. Familiehemmeligheder 1.
Gyldendal. 240 sider. 300 kroner.