Skip to content

Gravskænderi på Vestre Kirkegård i Aarhus

[KOMMUNIST 6-7 2022] 1. maj om aftenen blev der begået hærværk mod mindestenen for de to sovjetrussiske soldater Nikolaj Astavjers, oberstløjtnant og Semen Sorokaletow, menig soldat, der kæmpede mod Nazityskland og endte som krigsfanger i Aarhus, hvor de også døde.

Carsten Andersen fra Aarhus mod Krig og Terror holdt en tale i forbindelse med kransenedlæggelsen, som Kommunisterne i Aarhus fortsat holder i hævd 4. maj og kom blandt andet ind på følgende:

Vi kommer her for at ære og mindes frihedskampens ofre. Heriblandt de mange sovjetiske ofre i kampen, hvoraf to ligger begravet her. Det hærværk, vi ser her, er udtryk for, at det ikke er politisk korrekt, men stærkt upassende at minde om, at russerne har gjort noget godt for Danmark.

Der er ikke noget, der afgrænser et fællesskab mere end fælles fordomme. Det er definerende for, hvem der er med i det gode selskab, og hvem der er uden for. Derfor er det ikke uden omkostninger at udfordre de fælles fordomme. Når vi står her og påpeger, at nogle russere har gjort noget for os danskere, så er vi uden for det gode selskab.

Når mindestenen står her og husker os på det, så er den en trussel mod det afstumpede fællesskab, der skal få os til at acceptere krig, drab og ødelæggelse. Derfor har afstumpede individer udført dette hærværk.

Hærværksmændene er måske bare stakler, der ikke ved bedre, og som tror på propagandaen, fordi det kan være svært at tænke selv. De virkeligt skyldige i hærværket og også i krig, drab og handelsboykot er politikerne og pressen.

Deres vigtigste middel er opbygningen af fjendebilleder.

Mindestenen blev rejst af en kreds af kvinder i Aarhus 1946 med indskriften: I ofrede Livet for Folkenes Frihed

Kredsen af kvinder var alle organiserede i DKP-Aarhus. I spidsen for indsamlingen stod Else-Marie Jauert, hvis mand, Laurits Jauert, som kommunist blevet interneret i Horserødlejren i oktober 1943 og derfra overført til kz-lejren Stutthof, hvorfra han vendte hjem i sommeren 1945.

/MC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk