Guds død og kønnenes ligestilling
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 3-2025] En af de betydelige forfattere i Norden i anden halvdel af 1800-tallet var Victoria Benedictsson (1850-1888), og om hende har Elisabeth Åsbrink skrevet en omfangsrig og dybtgående, men ikke tung, biografi. Samtidig tegner bogen et billede af det omgivende samfund med fokus på kvindernes stilling og den dermed forbundne debat om kønnenes ligestilling, der blev til ”sædelighedsfejden”. Det var Georg Brandes, der skød den i gang med oversættelsen af John Stuart Mills skrift ”Kvindernes undertrykkelse”, og med introduktionen af filosoffen Friedrich Nietzsche, der med sit udsagn om, at Gud er død, skabte en ny følelse af eksistentiel frihed.
At det blev til en fejde skyldtes, at vandene mellem deltagerne i debatten hurtigt skiltes. For nogle, heriblandt Brandes, var kvindernes seksuelle frihed det vigtigste. De skulle ligesom mændene have lov til at tage for sig af retterne, mens Bjørnstjerne Bjørnson og hans tilhængere gik ind for at mændene skulle være lige så kyske, som kvinderne havde været. Her taler vi selvsagt om mænd og kvinder fra borgerskabet.
Ud over det seksuelle aspekt drejede sagen sig også om kvinders retslige stilling. De havde ikke stemmeret, og gifte kvinder havde ikke ret til at tage erhvervsarbejde eller disponere over deres penge, men var helt afhængige af deres mand og hans luner. Men også her var der uenighed. Gemytterne kom så meget i kog, at det rygtedes helt til Frankrig, hvor avisen Le Figaro skrev: Man har aldrig en kedelig stund i Norge”. I diskussionerne er det påfaldende i forhold til Brandes, at antisemitismen i Norden var så udbredt og åben den gang.
Victoria Benedictssons liv er i sig selv en roman om, hvordan den manglende frihed drev hende ind i et katastrofalt ægteskab, om hendes vej til forfatterskabet, om løsrivelsen fra lillebyens klaustrofobi og ophold i Paris og ikke mindst i København. Her omgikkes hun på lige fod tidens store ånder inden for litteratur og kunst, men følte sig inderst inde underlegen, fordi hun kom fra et andet miljø og ingen anden uddannelse havde end den, hun havde skaffet sig ved flittig læsning. Hun betegnede sig selv som hørende til underklassen, hvad der må siges at være lidt overdrevet.
I 1886 var Benedictsson i København i længere tid og slog sig ned på Leopolds Hotel i Hovedvagtsgade, hvor hun fik besøg af Brandes. De fik et tæt forhold til hinanden, men aldrig jævnbyrdigt. Hun forgudede ham, men kunne også betragte ham med nøgterne øjne, og han nød hendes forgudelse, men blev lidt træt af hende efter at det endelig var lykkedes ham at komme i seng med hende. Hun var mere til det åndelige end til det kødelige.
Benedictsson debuterede i 1884 med novellesamlingen ”Fra Skåne”, hvori hun fortæller om det rå og fattige liv på bondegårdene omkring Hörby, hvor hun boede, før hun løsrev sig. Året efter kom ”Penge” og i 1887 ”Fru Marianne”. Desuden skrev hun noveller til aviser og blade og teaterstykker, hvoraf nogle blev opført. Fælles for alt hvad hun skrev var, at det byggede på, hvad hun selv havde oplevet eller iagttaget i de nære omgivelser.
I hele sit korte liv havde hun være disponeret for depression og optaget af tanker om selvmord, og i 1888 gjorde hun alvor af det i Leopolds Hotel. Om årsagen er der blevet gisnet meget, og Brandes måtte høre for, at det var hans skyld, men den står hen i det uvisse. Måske var hun bare blevet træt af kampen for tilværelsen. Hun blev efter eget ønske begravet på Vestre Kirkegård.
Elisabeth Åsbrink: Mit store smukke had. Oversat af Juliane Wammen. Gutkind. 530 sider. 330 kroner