Håbet lever, så længe mennesker husker

Af Rikke G.F. Carlsson, en del af formandskabet i DKP

[KOMMUNIST nr. 1-2024] Vi kommunister er forpligtet til at huske historien, til at lære af fejltagelser og imødegå gentagelser

Gid det også gjaldt resten af samfundet. Men alle vores politikere gennem tiderne holdt ikke, hvad de lovede og sagde gennem historien. Måske nogle af dem er naive? De viser deres triste medfølende ansigter, når katastrofer sker. De har lært retorikken. Men når det gælder, kan man ikke se deres røv for bare skosåler.

De er med et gammeldags udtryk: lakajer for kapitalen og ofre for den borgerlige indoktrinering. Det er ikke en påstand, men en realitet. Hvordan det?

Verden ville have set helt anderledes ud, hvis realiteten ikke var sand! Tag et nutidigt eksempel som Sanjay Shah, der snød SKAT for de mange milliarder og flyttede til Dubai. Ja, det var aldrig sket, hvis politikerne ikke havde skåret ned på SKAT’s medarbejdere og bagmandspolitiet i sin tid. Hvis de ikke havde fjernet størstedelen af selskabsskatten, eller hvis de til sidst erkendte deres dumhed og lukkede de huller, spekulanterne og deres advokater så flittigt bruger. De rige kan fortsat malke og svindle svimlende beløb fra vores fælles kasse.

Læren af historien

Hvis vi ikke kun tænker på penge men på nazismen under 2. Verdenskrig, så lovede politikerne efter krigen ”fred i evig tid” og ”aldrig mere et holocaust”. De sagde, de var blevet klogere. Kommunisterne konstaterede dengang, at der aldrig blev taget et ordentligt opgør efter krigen. Firmaer, der tjente milliarder af kroner på krigen, lever stadig i bedste velgående og former stadig dansk politik. En rask krig er altid godt for forretningen.

Der var masser af vidner og nedskrevne beretninger om de rædsler og ødelæggelser, menneskeheden blev udsat for. Kun den danske modstandsbevægelse sørgede for, at Danmark kom på den rigtige side af historien. Krigens bagmænd beskytter deres profit og magt. De opfinder politikere fra Mogens Glistrup og hans “muhamedanerne” til Ny Borgerlige, der gøder jorden for, hvad der er politisk korrekt at sige og mene. Sammen med pressen gentager man påstandene, til de bliver sandhed. Dette sker over alt på Jorden. Lars Løkke blev sendt ud klædt som frihedskæmpende talibaner, da Afghanistan fik hjælp af USSR. Vi kender alle de efterfølgende tragiske resultater.

Kapitalen sover aldrig

Staten Israel var også en udspekuleret plan. Serveret som en undskyldning til de jøder, de vestlige allierede selv afviste og nægtede at hjælpe, mens krigen stod på. En tidligere engelsk koloni, sjovt nok fyldt med mennesker i forvejen.

Denne kunstige stat Israel skulle rumme de zionister, der selv havde været med til at udforme idéen. Nu udøver de, hvad deres folk selv blev udsat for. Historien gentager sig. Kapitalen er ond og grådig og har ingen samvittighed.

Vi er godt på vej til igen at give plads til fascismen mange steder på kloden, både forklædt som guds udsendte eller som vi ser det nu i Argentina, USA, Israel og mange andre steder. Det borgerlige demokrati har fejlet. Det fryser langt inde i kroppen, når man hører magthavere helt legalt, uden modsigelser, sige som Trump, at han som præsident ville: “udrydde kommunisterne, marxisterne, fascisterne og de radikale venstreorienterede bøller, der lever som skadedyr i vores land” og hans påstand om, at migranter uden opholdstilladelse “forgifter vores lands blod”.

Begrebsforvirring

I Argentina, hvor den nye motorsavspræsident Javier Milei udtaler: ”Hvis jeg skulle vælge mellem staten og mafiaen, ville jeg vælge mafiaen”. Han identificerer sig selv som “frihedskæmper” og “anarko-kapitalist”, hvilket betyder, at staten skal spille så lille en rolle som muligt i folks liv og overlade resten til det frie marked. Milei har ofte optrådt med en motorsav i hånden for at symbolisere, at han vil skære massivt ned på statens udgifter – så meget som 15 procent af Argentinas BNP.

I Israel udtalte udenrigsminister Yoav Gallant: ”Israel kæmper mod menneskelige dyr – og bør handle i overensstemmelse hermed”.

Således kan vi finde mange alvorlige udtalelser, men det får ingen danske politikere op af stolen. Det er fan’me uhyggeligt. Ikke engang når Mette Frederiksen vælger at stå model til at hylde en nazi-veteran fra Ukraine i det canadiske parlament, eller at de ukrainere hun står tættest på, hylder den frygtede Stepan Bandera, der krediteres for at være den, der lavede ”generalprøven” på Holocaust. Ingen kritiske ryster fra de etablerede.

Sandheden

I hæftet, som Horserød-Stutthof foreningen udgav i 2009, med samme titel som denne kommentar, står der skrevet: ”Håbet lever, så længe mennesker husker” – et citat af den kendte, men nu afdøde kz-fange, Simon Wiesenhal. Han fik Nobelprisen i litteratur: “Modsætningen til kærlighed er ikke had, og modsætningen til håb er ikke fortvivlelse, og modsætningen til sund fornuft er ikke vanvid, og modsætningen til erindring er ikke glemsel. Modsætningen til alle disse ting er ligegyldighed!“

Vi vil bekæmpe ligegyldigheden. Vores tids magthavere finder det tydeligvis helt nødvendigt at omskrive eller fordreje historien, så den kommer til at passe til deres politiske behov og mål. En historieløs befolkning, eller en befolkning med en forvredet og forvansket historieopfattelse, er lette ofre for politiske demagoger og krigsliderlige politikere.

Så sandt, som det er skrevet og mere aktuelt end nogensinde. På daværende tidspunkt var nu afdøde kammerat Anton Nielsen, formand for Horserød-Stutthof Foreningen, og han sluttede af med at skrive Carl Scharnbergs tekst: “Når uret bliver ret – bliver modstand en pligt”. – Og den er der brug for.