Haabet
Af Margit Andersen
Man kan betvivle nytten af at undskylde overfor andre, hvad ens forfædre i forgangne tider har begået mod deres forfædre; det snerper henimod afladssystemet. Derimod er det både sundt og klogt at vende fortidens muld og analysere den for med nutidens øjne at forstå, hvad der egentlig foregik.
Mange af os er sikkert blevet belært i skolen om, at vi danskere var humane foregangsmænd, der i 1792 var de første til at forbyde opkøb af slaver i Afrika for at sejle dem over Atlanterhavet og sælge dem videre.
”Vi” var Christian VII, der lod udstede denne forordning, men når man læser den, fremgår det, at så gode var ”vi” nu heller ikke. Kongens regnedrenge havde fundet ud af, at det var urentabelt at fragte slaver den lange vej, da alt for mange af dem endte som hajføde, og resten var i dårlig stand, når de nåede frem til Vestindien. I stedet skulle plantageejerne satse på negeravl (det står der), og for at have grundlaget i orden til det formål, skulle loven først træde i kraft i 1803, så der var god tid til at forøge bestanden, især af kvinder.
Denne kyniske kalkulering kan man læse i sin ordrette form i Mich Vraas roman ”Haabet” om den tid, hvor danskerne, eller i hvert fald nogle af dem, bl.a. kongen, berigede sig hæmningsløst på slavehandel og disses arbejde på sukker-plantagerne.
Romanen er et puslespil af breve, manuskripter, dagbøger, logbøger og autentiske dokumenter. De væsentlige personer er fiktive, mens der optræder historiske bipersoner, og det samlede puslespil er en fiktiv roman med et præg af dokumentarisme. Tidsmæssigt bevæger den sig fra 1787 til 1825 med spring frem og tilbage, og hvis det lyder forvirrende, så er det slet ikke noget læserproblem, men det skaber en dramatisk spænding, hvor mangt og meget afklares henad vejen.
I 1803 rejser rederen Anton Frederiksen sammen sin datter Maria ud på en lille rejse med skibet ”Haabet”. Rederens kone har forladt hjemmet, og man forstår, at det har noget at gøre med Marias hudfarve.
Rejsen bliver betydeligt forlænget, for kaptajnen har sine egne planer. ”Haabet” kommer til at gentage en rejse som Anton Frederiksen foretog som kaptajn i 1787, og som gik fra Danmark til Afrika og derfra til De Vestindiske Øer. Det var på den rejse, der udbrød oprør blandt slaverne, hvor skibslægens kone blev dræbt og Maria undfanget.
I 1823 rejser professor Eide, der er indædt modstander af slaveriet, på opfordring af en forlægger, ud til øerne for at skrive en bog om forholdene, der viser sig at være værre, end han havde forestillet sig. Romanens formål er at levendegørende dette sorte kapitel i vores historie, men samtidig at prøve at forstå, ikke undskylde, hvad der foregik.
På den tid var der ganske få røster, der hævede sig mod behandlingen af slaverne, og i det hele taget slaveriet, for sagen var, at man ikke betragtede negre som rigtige mennesker, måske ikke helt som dyr, men så som det manglende led mellem aber og mennesker. I en forordning omtales en neger som ”den”, altså som en ting, og man har jo ikke medlidenhed med en ting.
Romanens titel har en ironisk undertone, men er samtidig en indikation af, at alting kan forandres, hvis ikke grådighed og kynisme får frit løb, men bliver standset af indignerede kræfter.
Mich Vraa:
Haabet
Lindhardt og Ringhof.
416 sider. 300 kroner.