Halløj i operaen

Af Margit Andersen og John Poulsen

Hvis man ikke har set operaen indefra, måske fordi den kunstart ikke lige er ens kop te, så er der nu en god anledning til det, for med Den Glade Enke 2.0 er der kommet halløj i operaen for alle pengene. 2.0 står for version 2, men faktisk er det version 3, for Franz Lehárs operette fra 1905 bygger på et teaterstykke fra 1861, hvad der dermed må legitimere Adam Prices og Kasper Holtens omarbejdelse af den.

Intrigen og kærlighedsforviklingerne er i store træk bevaret, og det samme er musikken, der er en skøn blanding af can-can, valse, galopper og østeuropæisk folkemusik, som selv en tonedøv kan vugge med på. Det nye er, at i stedet for Paris er handlingen henlagt til København med en afstikker til det mørke Jylland, og tiden er rykket frem til i dag.

Teaterdirektør Zeta har svære økonomske problemer og har derfor besluttet at sætte Den Glade Enke op på teatret. Den må kunne sælge billetter. Til premieren er der indbudt den stedlige kulturelite, der bl.a. tæller en museumsdirektør, der er hentet ind fra Sverige, kulturredaktøren på Polimikken og en filminstruktør. For dem alle gælder det, at de på grund af nedskæringer mangler penge til at køre deres foretagender for, og at publikum svigter og hellere vil se dårlige fjernsynsserier.

Men blandt de indbudte er også teatrets tidligere dansepige, Hanna Glawari, der til gengæld ikke mangler penge. Hun er så heldig, at hendes mand, grisefarmeren Svine-Svendsen, just er afgået ved døden og har efterladt enken en milliardformue.

Den er der altså flere, der er ude efter at få fingre i, mens Hanna er interesseret i at få fingre i teatrets første-elsker, men han er kun interesseret i at komme til at deltage i tv-showet ”Gift ved første knald”, for det er vejen til verdensberømmelse i Danmark. Over hele menageriet svæver fru vicedirektør Nielsen, som er placeret på teatret af kulturministeriet for at kontrollere, hvordan man omgås med de bevilgede midler.

Efter at alle har været til endnu en fest ovre hos Hanna på grisefarmen, hvor der går meget i svang, vender vi til-bage til København for at -slutte af på teatret, som er blevet lejet ud til optagelse af ”Gift ved første knald”. Hannas penge går til teatret, men på særlige betingelser.

Scenografien er en kæmpe stor discokugle med flere etager, som kan dele sig i to halvdele, og kostumerne er tilsvarende fantasifulde. Det er for omfattende at sætte navne på de medvirkende, da alle, undtagen vicedirektør Nielsen, har dubleanter, men alle var fremragende på vores aften.

Stykket er en blanding af revy og folkekomedie med bid og vid og et satirisk debatindlæg om kulturens vilkår i dagens Danmark. Men ingen ironi uden selvironi, og den er da også underforstået her, for at operaen også selv har ondt i økonomien fremgår af den side i kataloget, hvor en række sponsorer takkes, og især hr. og fru Møllers Fond uden hvis donation opsætningen ikke ville have været mulig.

På bagsiden opfordres publikum til at inspirere deres venner til en tur i Det Kongelige Teater, og vi kan kun anbefale læserne at slagte sparegrisen og få en fornøjelig aften sammen med den glade enke og alle de andre.

Den Glade Enke 2.0. Bearbejdelse Adam Price og Kasper Holten. Operaen. Til 11. februar 2022