Handicappede, en byrde eller?
Af Lilli Rodeck
Gennem efteråret har der været flere historier om, at kommuner underkendes, når det handler om penge til hjælp til handicappede.
I 00’erne omlagde man handicapområdet, så den enkelte, hjemmeboende, voksne handicappede skulle være arbejdsgiver. Det medførte, at den handicappede skulle betale løn, skat, feriepenge og opspare pension for den ansatte handicaphjælper. Hvorfor man indførte et så besværligt system, vides ikke. Men i de første mange år voksede der mange handicaphjælper-firmaer op, hvor de lovede at ordne alle indberetninger til skat og kommune. Flere blev anmeldt til politiet for bedrageri.
Kommuner sparer på de handicappede
Handicapområdet er blevet et yderst dyrt område. Derfor prøver kommunerne at afvise ansøgninger om hjælp. Man håber, at mange ikke har kræfterne til at anke sager til Ankestyrelsen. Og noget tyder på, at kommunerne får en besparelse.
Siden man indførte fosterdiagnose i 2004, er der en forventning fra samfundet om, at der ikke fødes børn med medfødt handicap. Ubevidst er det denne racehygiejne, som også kan tænkes at påvirke kommunerne, så de afviser hjælp til handicappede.
Skør ordning og ingen uddannelse
Der er store problemer med den nuværende ordning, hvor den enkelte handicappede skal fungere som arbejdsgiver, hvor de penge, som skal dække løn, pensionsordning, feriepenge og skat, kommer som bevilling fra kommunen. Kommunen skal beslutte, hvor meget hjælp den enkelte har brug for. Systemet med handicappede som arbejdsgivere er et yderst besværligt system, som lægger en voldsom byrde på de handicappede. At det nu værende system skulle være mere værdigt, virker ret så skørt, når man alligevel er afhængig af kommunal bevilling.
De voksende udgifter til dette område kunne måske kontrolleres, hvis man gik tilbage til den oprindelige ordning, hvor handicaphjælperne blev ansat af kommunen. På den måde kunne man sikre en bedre hjælp. Man kan nemlig i dag ansætte familiemedlemmer som handicapmedhjælpere. Desuden er der ingen kontrol af, om den enkelte medhjælper arbejder de timer, som er bevilget. Det nuværende system gør det svært at sikre kvalitet på handicapområdet. Der er ingen uddannelse af handicaphjælpere, selvom det burde være en selvfølgelighed, da handicaphjælpere kan opleve at skulle sondemade, sikre ilt og skifte beholder, kigge efter “ligge-sår” og kunne løfte, uden at få skader på ryg og nakke.
Handicappede bør ikke være kommunernes ansvar
Med den racehygiejne, som fosterdiagnosen har medført, kan kommunerne se frem til færre handicappede. Men det vil også medføre, at de familier, som lader et foster med handicap blive født, bliver set skævt til. Allerede nu kan vi se, at der fødes færre børn med Downs syndrom. Og de få familier, som lader et barn med Downs syndrom føde, får det svært. Og det bliver spændende at se, hvordan kommunerne vil reagere, når de enkelte sagsbehandlere ved, at familierne har valgt et handicappet barn til.
Hele handicapområdet bør omlægges. Mange, både voksne og børn, kommer i klemme, da flere kommuner er for små til at have den viden, som er nødvendig for at kunne give det rigtige tilbud. Derfor er der et borgerforslag, hvor man foreslår at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Oprindeligt lå handicapområdet i amterne, men kommunalreformen flyttede hele dette område ud til kommunerne, som ikke var klædt på til at give den service, som er nødvendig for handicappede.
Borgerforslaget kan støttes her:
www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276