Historien om en af vore slavehandlere
Af Margit Andersen
Drabet på George Floyd i maj måned udløste en bølge af protester mod racisme, ikke kun i USA, men også i Europa.
Da racisme er tæt forbundet med fortidens brug af og handel med sorte slaver, fik det i den engelske havneby Bristol demonstranter til at smide en statue af en slavehandler i vandet. I London fjernede myndighederne efter en underskriftsindsamling af 3.000 borgere en lignende statue foran Museum of London Docklands, og borgmesteren lovede, at der ville blive nedsat en kommission, der skulle vurdere, om andre statuer skal fjernes og gadenavne ændres.
Danmark berigede sig også som kolonimagt på slaveri, og slavehandlerne samlede sig uhyre formuer, hvad der afspejles i de fornemme palæer, de fik opført. Et af dem er ”Det gule palæ” i Amaliegade, som Frederik Bargum lod opføre i 1764, og som meget betegnende blev kaldt Slavehuset. Han startede den indbringende trekanthandel, Danmark-Vestafrika-De Vestindiske Øer og var en tid direktør for slavehandel-societetet. I det hele taget var han en driftig herre, og det er om ham og hans tid, Sofie Malmborg fortæller i sin debutroman.
Frederik Bargum var søn af en fattig lærredskræmmer, men var så heldig at blive ansat i sin onkels store tømmerhandel. Da onklen dør, tilbyder hans moster ham anpart i forretningen, mod at han gifter sig med datteren, Leonora. På den måde bliver virksomheden i familien. Frederik accepterer, fordi det er vejen til den rigdom og anseelse, han stræber efter, og Leonora gør, hvad hun bliver bedt om. Forholdet bliver derefter, men børn kommer der dog ud af det.
Frederik er fuld af ideer, tager gerne chancer og lider ikke af moralske skrupler, men trives i den gryende kapitalisme, der altså også omfatter slavehandel og plantagedrift. Undertiden går det galt med hans spekulationer, men fanden hytter sine, og det lykkes ham i lang tid at flyde ovenpå.
Til sidst ender det dog med et kæmpekrak, og Frederik flygter fra gæld og familie og flakker en tid rundt i Europa, kommer kortvarigt til magt og penge igen, ender i fængsel i Frankrig, men løslades efter to år. Han er i centrum, men ved siden af er der historien om Leonora, som han forlader, men genforenes med, og mysteriet om børnene, som de begge forlader og aldrig genser.
Fra Frederiks side forventer man ikke noget føleri, men hvad er der med Leonara og hendes forhold til de børn, hun var så knyttet til? Det skal ikke afsløres her.
Romanen er en velskrevet debut, der baserer sig på grundig forskning i tiden og den virkelige historie, der ligger bag. Sprogligt er den en fornøjelse, ikke mindst på grund af brugen af gamle ord, der er anbragt med rettidig omhu, og som man kan vende i munden med velbehag, som var de maltbolsjer.
Sofie Malmborg: Bargums synder. Politikens Forlag. 304 sider. 250 kroner