Isabel Allende: Historiens grusomme gentagelse

Af Margit Andersen

I efterordet til Håbets Rejsende skriver Isabel Allende, at det er en roman, men kendsgerningerne og de historiske personer er virkelige. 

Kendsgerningerne begynder i 1938 med den spanske borgerkrig, hvor fascisterne, ledet af Franco og med hjælp af Tyskland og Italien, er ved at vinde krigen og driver hundredtusinder af spaniere på flugt til Frankrig, der ikke just byder ”disse kommunister” velkommen, men adskiller familierne og internerer dem i KZ-lignende lejre. 

En del af dem fandt senere asyl i Chile, hvor historien så gentog sig i 1973, da Pinochet og hæren med hjælp fra USA gennemførte et kup og væltede den lovligt valgte regering. Også her fulgte fængsel, tortur og forfølgelse af modstanderne, heriblandt nogle af de spanske indvandrere, der denne gang måtte flygte til Venezuela. 

De virkelige personer er præsidenten Salvador Allende, der måtte lade livet i kampen, og digteren Pablo Neruda, der heller ikke overlevede. For begges vedkommende er det uklart, hvad dødsårsagen var.

Romaner med kapitler

Neruda skriver i sine erindringer, Jeg bekender, jeg har levet, at ”enhver, som kom fra nederlag og fangenskab, var en roman med kapitler”, og det er nogle af disse romaner, der udgør denne fortælling om eksil, håb og drømmen om at finde et hjemsted. 

Kernen er familien Dalmau, hvor moderen er læge og faderen musiklærer. Sønnen Victor læser til læge, mens lillebror Guillem er lidt af en rod, men begge tilslutter sig kampen på republikkens side, da borgerkrigen bryder ud. Og så er der Roser, der fra at være faderens elev er blevet optaget som en del af familien. Uden om dem er der et stort galleri af personer, deriblandt de to fra virkelighedens verden.

Bevægende uden at være sentimental

Vi følger dem i deres kamp for at overleve og leve, fra nederlaget ved Ebro, på flugten til Frankrig og rejsen til Chile med skibet Winnipeg, som Neruda har chartret og med store vanskeligheder får sendt af sted. Derefter livet i Chile indtil den grusomme gentagelse rammer dem. Alt sammen skildret med realistiske detaljer, historisk dokumentarisme, dramatisk fremdrift, og ikke mindst sådan, at læseren bevæges, ja faktisk må knibe en lille tåre en enkelt gang, uden at det nærmer sig det sentimentale.

Forfatterens sympati ligger helt klart på de spanske republikaneres side og hos de chilenske socialister, og romanens konklusion er da også håbet om, at der trods alt er en vej ud af galskaben, og at medmenneskeligheden vil sejre i den sidste ende. Man må håbe, at romanen kan tiltrække unge læsere, som måske ikke kender baggrundshistorien så godt.

Isabel Allende: Håbets Rejsende. Oversat af Lise Rifbjerg. Hr. Ferdinand. 352 sider. 300 kroner