Hjælpsomhed eller grådighed
I spøg og ramme alvor
CURLINGBØRN er de seneste årtier blevet en almindelig brugt vending om børn af forældre, der bruger enhver lejlighed til at feje hindringer af vejen, så deres børn glider let gennem barndommen. Som en poleret sten på glat is, hvorved de kan risikere at miste en hel del erfaring og viden om den virkelige verden.
CURLINGSTUDENTER er et mindre kendt begreb, men har faktisk også eksisteret lige så længe. Det er nemlig den tidsalder, hvor børnene flyver hjemme fra – oftest for at uddanne sig og derfor har brug for bolig. Og en sådan en er ikke nem at opdrive i den virkelige verden til en husleje, der kan betales af en ung på SU og bijob.
CURLINGFORÆLDRE – oftest med økonomiske ressourcer over det gennemsnitlige – har derfor, i deres evindelige pylren om deres nu ikke helt så små børn, brugt alle midler for at sikre dem en studiebolig via såkaldt forældrekøb. Og på sin vis forståeligt nok, når vi ser på huslejernes himmelflugt, manglen på almene boliger og tidssvarende studieboliger.
VILJEN TIL AT SKAFFE redeplads til ungerne blev ikke mindre, da det blev muligt at finansiere betydelige dele af udgifterne på det offentliges bekostning, så de økonomisk svage er med til at finansiere bedre stilledes børns hverdag. Ikke alene er forældrekøb en investering i den alt om sig -gribende boligspekulation. Den muliggør såmænd også, at de velstilledes børn kan opnå boligsikring, der kan gå i fars og mors lommer som husleje-indtægt.
MANGE FORÆLDREKØBTE lejligheder bliver administreret efter virksomhedsordningen på grund af skattefordelen. Ordningen betyder, at rente-udgifterne kan fratrækkes i forældrenes topskat med en fradragsværdi på op til 55,9 procent, mens renteudgifterne for andre boligejere har en fradragsværdi på op til 33,6 procent. Forældre, som benytter ordningen, kan også trække udgifter til blandt andet forsikring, revisor, vand, kloak og renovation, fællesudgifter og udgifter til vedligeholdelse fra i topskatten.
FIDUSEN HAR GIVET stort pres på boligmarkedet, især i København, Aarhus og andre større byer. En analyse fra 2016 viser, at 49 procent af lejlighederne på Nørrebro var ejet af folk uden for København.”Og hvis man ser på, hvilke postnumre, som ejerne bor i, var Charlottenlund og Hellerup de to store postnumre”, siger boligminister Kaare Dybvad ifølge Politiken og understreger, at ”det er skævt at give en særlig rabat til nogle af dem, som har flest penge”.
MEN NU BLIVER DET SLUT med rabatten. Skattefidusen ved forældrekøb ryger med Finansloven for 2021 – og efter planen med tilbagevirkende kraft. Indgrebet blev annonceret i aftalen om finansloven den 2. december. Og vi kan sige som boligministeren: – Hvorfor skal folk i Charlottenlund have mere i skatterabat end en nyuddannet sygeplejerske, der vil købe en toværelseslejlighed med kæresten? Og oven i det kan vi glæde os over, at det forventes at give 230 mio. kr. i statskassen til bedre formål.
-Alni