skip to Main Content

Hjerteknusende socialrealisme fra Thatchers England

Af Margit Andersen

Douglas Stuart: Shuggie Bain

Igennem de seneste år har der i en lind strøm flydt udgivelser af hel- eller halvbiografiske romaner om forfatteres ulykkelige opvækst med alkoholiserede forældre, skilsmisser, seksuelt misbrug eller andre onder. Som regel i hjem der befinder sig i den mere velbjergede middelklasse. 

Ganske anderledes er det med Douglas Stuarts selvbiografiske debutroman ”Shuggie Bain”, der udspiller sig blandt den absolutte underklasse, og som i stedet for at være et forældreopgør er en solidarisk kærlighedserklæring til hans mor, der ikke magtede at skabe en tryg tilværelse for sig selv og sine børn. 

Stuart er født i 1977 i Glasgow, og det er her historien foregår i 1980’erne, hvor Thatchers politik har skabt arbejdsløshed, fattigdom og forfald, noget der ikke har ændret sig til i dag.

Hovedpersonen er ikke forfatteren selv, i skikkelse af drengen Shuggie, men dennes mor, Agnes, der ikke anklages, selv om der kunne være rigelig grund til det. Hun har fået tre børn med to forskellige mænd; den ene forlod hun og den anden forlader hende, og hun sidder tilbage i et trøsteløst kvarter i Glasgow og må klare sig med kontanthjælp, der ikke rækker langt, slet ikke når man har et stort forbrug af stærke øl og vodka. 

De to ældste børn forlader reden, så snart det er muligt, og tilbage er lille Shuggie, der prøver at få hverdagen til at fungere så godt som muligt, hvad der sjældent lykkes. Douglas Stuart leger ikke psykolog eller sociolog, men fortæller ganske enkelt gennem Shuggie om deres trængsler og sjældne glæder, om Agnes, der er en selvbevidst kvinde, der aldrig har haft en chance for at udfolde de evner, hun måtte have, og som nu søger lykken i rusen og gennem indkøb af katalogvarer på klods og med renter. Hun er en flot pige, der sætter en ære i altid at have lak i håret og være sminket og fint klædt, når hun går ud ad døren. Det er også magtpåliggende at tale fint, hvad hun lærer Shuggie, og det bliver hverken til hans eller hendes fordel. De andre koner i kvarteret, dem i sutsko og med tjavset hår, bliver fjendtlige over for den fisefornemme dame og betragter hende som en fristelse for deres arbejdsløse mænd, der hænger ud ved den nedlagte mines klubhus. 

Shuggie er også altid fin i tøjet og taler pænt og høfligt. Uheldigvis er han også meget piget i sin måde at bevæge sig på, så der går ikke lang tid, før de andre børn har stemplet ham som en bøsserøv, hvad han faktisk også er. Han har meget at kæmpe for og imod, og som oftest går både hans og læserens værste anelser i opfyldelse. Men Agnes har lært ham, at man aldrig må bøje nakken, og han holder tappert ud lige til det sidste.

Romanens stil er kuldslået socialrealisme, men som vi kender det fra instruktørerne Mike Leigh og Ken Loach tilsat god engelsk arbejderklassehumor og ikke mindst solidaritet og kærlighed. 

Man kunne tænke, at forfatteren her med sin debut havde brugt hele hovedstolen, men der er grund til at forvente mere fra hans hånd, for romanen er jo en blanding af sandhed, digt og efterrationalisering, og hans evne til at holde læseren fanget fra først til sidst, til at gøre personerne levende og vedkommende og ikke mindst til, uden med et gran af sentimentalitet, at skrive så hjerteknusende, viser, at her er en forfatter, som hæver sig langt over gennemsnittet. Derfor modtog han også i 2020 Booker-prisen for bogen.

Douglas Stuart: Shuggie Bain. Oversat af Signe Lyng. Politikens Forlag. 488 sider. 300 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk