Højere praktisk eksamen (HPX)

Af Niels Rosendal Jensen

[KOMMUNIST 6–7 2023] Reformkommissionen har barslet med adskillige forslag – nu senest med at etablere HPX, højere praktisk eksamen.

Baggrunden er, at et stort antal unge enten ikke begynder på, afbryder eller falder fra en ungdomsuddannelse. Det er et klart udtryk for, at sortering, krav til præstation og perfekthed kræver sine ofre. Uddannelsespolitik er eller kan blive et modstandspotentiale mod virkningerne af den almene krise, vi står i.

Som Marx noterede sig: ”På den ene side er en forandring af de samfundsmæssige betingelser uomgængelig for at skabe et egnet undervisningssystem, og på den anden side er det uomgængeligt at have en egnet undervisning for at kunne forandre de samfundsmæssige betingelser”. Det fortæller, at vi som arbejderklasse skal have øje for begge sider.

Grydeklar uddannelse

De samfundsmæssige betingelser har undergået en mærkbar forandring med omfavnelsen af neoliberalismen. Den indebar nemlig, at uddannelsens centrale og afgørende formål var og er at levere grydeklare produkter til erhvervslivet.

Aldeles banalt – reformkommissionen taler kun ind i et liv: arbejdslivet. Det flugter jo overmåde godt med regeringens politik for et øget udbud af arbejdskraft. Derimod flugter det slet ikke med de samfundsmæssige behov for flere aktivt handlende på andre områder – eller den lige så åbenlyse tanke, at arbejdet ikke kun handler om lønarbejde, men i lige så høj grad om at tage vare på det ubetalte arbejde med at opdrage børn og tage sig af de ældre, eventuelt også blive klogere.

Statsministeren har glemt sin korte rosenrøde fortid og er blevet systemkonform. Dette udgør et fast tema for socialdemokrater.

Mangel på bredde

Den bredere dagsorden er derfor heller ikke til stede i reformkommissionen. Men de er også stort set økonomer udpeget af socialdemokraterne. Kommissionens forslag bliver derefter.

Kommissionen har ingen bud på den trinvise frasortering af unge under uddannelse, fordi uddannelserne skal svare til profitinteresserne i erhvervslivet. Ejendommeligt nok bliver der heller ikke gået til vaflerne med hensyn til ”den maskerede klassekamp”, altså det indlysende forhold, at de bedrestillede rager til sig af de gratis (skattefinansierede) goder.

Praktisk uddannelse

Dog finder blind høne også et korn. Blandt andet ved at fokusere på de unge, der har det svært med skolegangen. Det er ingen nyhed. Faktisk har mange forskere undersøgt fænomenet med forskellige forslag til, hvad der kunne eller skulle gøres.

Kommissionen anbefaler, at problemet fikses ved at etablere en praktisk uddannelse af to års varighed med afsluttende eksamensbevis og dertil hørende hue og kørsel (= studentereksamen). Den bornerte borgerlighed lader sig tilsyneladende ikke skjule.

For et politisk skarpt blik minder dette forslag om, at vi afskaffer enhedsskolen. Indtil 1975 eksisterede forskellige delinger, deriblandt realskolen hhv. almen linje eller praktisk real. Det blev så afskaffet som et led i en lighedsorienteret uddannelsespolitik fra især Socialdemokratiets side.

I 1975 indførtes i praksis et enhedsskoleforløb op til 10. klasse. Nu vil kommissionen fjerne 10. klasse.

Med forslaget om HPX vender vi tilbage til en opdeling af eleverne. De, som vurderes egnede til det almene gymnasium kontra dem, som falder igennem og som henvises til en praksisfaglig uddannelse. Åbenbart er det officiel socialdemokratisk politik at afskaffe det, der blev anset som et stort fremskridt i uddannelsessystemet, og som Knud Heinesen og Ritt Bjerregaard kæmpede for.

Her skal vi rejse et advarselsflag: Er det i grunden sådan, at elever med modstand mod boglig undervisning er fikse på fingrene eller har hænderne skruet rigtigt på? Det er rent ud sagt grotesk, at de folkevalgte ikke forholder sig til, hvad den skattefinansierede forskning måtte konkludere.

Apropos deling mellem boglige og praktiske færdigheder: Tidligere resultater fra 1950’erne kunne ikke påvise den forskel; tværtimod kunne de pege på en overensstemmelse mellem boglige og praktiske færdigheder. Kort sagt: hvilket problem findes, og hvad kan vi gøre ved det?

Kommunisterne har et bedre forslag.

Principielt sigter vi efter:

1. Ingen opdeling elever imellem og derfor heller ikke nye forslag til opdeling

2. et fælles uddannelsesforløb fra 0. klasse til 12. klasse

3. indføring af det polytekniske princip, som netop ville forene det praktiske og teoretiske

Vi ved, at det kræver en længere proces at ændre uddannelse. Men kommunisterne kan ikke tilslutte sig de bornert-borgerlige forslag, som reformkommissionen disker op med.