Hurra for Spørge Jørgen
Lad os gøre den kommende tids demonstrationer og andre aktiviteter til et oprør
Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark
I 1944 udkom der en børnebog skrevet af Kamma Laurents (1903-1996) ”Spørge Jørgen”. Bogen er en klassiker og læses den dag i dag. Indholdet er reaktionært og ender med, at Jørgen kommer i seng, fordi han spørger for meget. Men netop det, at børn spørger og spørger, gør, at de får en forståelse for den verden, som de befinder sig i.
Vores barnebarn er en sådan ”Spørge Jørgen”. Det kan godt være lidt irriterende, for han spørger om alt muligt. Oftest om ting, som det kan være temmelig umuligt at svare på, herunder politisk stof. Hvis vi tager os sammen og prøver at give ordentlige svar, så kommer der som regel også noget godt ud af det.
– At gå til 1. maj, er det ligesom en tivoli-tur? Er 4. maj ligesom Sct. Hans aften? Er solidaritet det, de snakker om i Folketinget? Når imperialismen har så meget magt, har I så ingen venner? Hvorfor rammer nedskæringerne kun almindelige mennesker?
Der rejses en lang række spørgsmål, som er en sommerlejr eller studiekreds værd – lad os se lidt på noget af det.
Forestillinger om arbejdere
Selv om politikerne taler vældigt pænt om de tapre danskere, der står op hver morgen og smører madpakker, inden de tager på arbejde – hvis de har et arbejde – kan man mærke, at politikerne i Folketinget nok tænker: Godt det ikke er mig! Jo hårdere arbejdet er, jo tidligere skal de op og des mindre får de for det. Man kunne få den tanke: Tænk hvis de ikke gjorde det. Så ville mange eddermane være på den. Arbejdsgivere, politikere og meningsdannere.
Der findes en forestilling om, at rigtige arbejdere – kropsarbejdere – er sådan nogle, der drikker sort kaffe. Det passer ikke. Arbejderne skal have sukker i deres kaffe, nogle af dem så meget sukker, at der er mere af det end af kaffe. Sukker er energi. Når de har drukket kaffen, kan de lidt igen. En del fysisk arbejde er aflastet af teknologien, men det er stadig hårdt.
Nødvendigt fysisk arbejde
Der er stadig brug for mennesker med en skovl. En gravko kan ikke klare det hele. Der er stadig tunge ting, der skal slæbes op ad trapper og stilladser. En kran kan ikke komme til overalt. De fleste tænker ikke over det, men for en taxichauffør kan det være en hård prøve for ryggen at stige ud og ind af bilen mange gange hver eneste dag. Bygningsmalere slider på benene på grund af umulige arbejdsstillinger. Det gør frisører, tjenere og butikspersonale også. Slagteriarbejdere ødelægger deres skuldre, kassedamer døjer med træk og smerter i nakke og ryg. Pendlere risikerer at falde i søvn ved rattet, når de skal hjem.
Alle disse mennesker. Tænk hvis de ikke gad mere. Tænk hvis de sagde, at det er os, der tager det sure, det er os, der skaber værdierne, så vil vi også havde andel i det søde. Vi skal have råd til at bo i ordentlige boliger, vi vil have ordentlige transportmidler, der er til at betale, vi vil have ordentlige sociale forhold, vi vil kort sagt have mere, meget mere i løn.
Klassebevidstheden
Men indtil videre finder de sig i det. Hvad gør fagforeningerne, ja de viser gerne løntilbageholdenhed i ”solidaritet” med kapitalen og samfundet som helhed, og af hensyn til industriens afsætningsmuligheder, naturligvis for at bevare det kapitalistiske system. I 1960’erne, da jeg startede på arbejdsmarkedet, arbejdede vi for at tjene penge og fik opbakning af den lokale fagforening, som hverken var gift eller forlovet med Dansk Arbejdsgiverforening. Klassebevidstheden hos datidens arbejderklasse var simpelthen større. Det er det, som vi skal have på banen igen. Det er værd at tænke på også for et barnebarn.
Stjæler vores velfærd
Omprioriteringsbidrag er et vanvittigt ord, men indholdet er, at det tvinger kommunerne til at skære en procent af budgetterne hvert år frem til og med 2019 svarende til cirka 2,4 milliarder kroner om året. Og er man offentligt ansat, er det nu, oprøret skal føres ud i livet. De mennesker, der ikke bliver ofre for nedskæringerne, skal iføre sig de støddæmpende løbesko, for der skal løbes stærkt.
Omprioriteringsbidraget betyder besparelser på kommunal velfærd, og den velfærd der er tilbage, bliver nedbrudt hurtigere, end statsminister Lars Løkke Rasmussen kan nå til Malaga med Ryanair. Det bliver kaldt omprioriteringsbidrag, selv om det rette navn er omprioriteringstyveri. Når 2019 er gået, har den herskende politiske klasse haft snablen nede i kommunekasserne og taget 7,5 milliarder kroner. Det betyder farvel til mindst 14.500 offentligt ansatte landet over.
Ulige vilkår for børn
Den uundgåelige følge for eksempelvis folkeskolerne bliver, at hjælp til elever med behov for særlig støtte forsvinder, for der vil ikke være lærere nok til at gennemføre andet end de lovpligtige timer. Skolereformen er ellers slået op på, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Det bliver ikke muligt. Man begrænser mulighederne for børns adgang til lige uddannelser, lige job, og lige gode liv. Det er en alvorlig situation.
Og det er konsekvensen, uanset at der siges, at besparelserne ved omprioriteringsbidraget på folkeskoleområdet, står regeringen inde for. Til gengæld har regeringen og en række politiske partier sørget for og vil fremover sørge for skattelettelser til samfundets elite og arbejdsgiverne. Reklameafgiften er afskaffet og registreringsafgiften på potente biler er sænket.
Ødelægger miljøet
Landbrugets ide om, at fakta kan opløses, er sket med den vedtagne landbrugspakke, der påstår at det er et faktum, at øget kvælstofudledning ikke skader miljøet.
Men alle ved, at øget kvælstofudledning skader miljøet, så det modsatte kan ikke være et faktum. At have sået tvivl om denne kendsgerning er landsbrugspakkens politiske ”bedrift”.
Så kan man drøne derudaf og forurene jorden, mens velfærden forsvinder. Nok er nok. Lad arbejderklassen, kommunister og andre velmenende aktører, gøre den kommende tids demonstrationer og andre aktiviteter til oprør, som vil vække genklang overalt, og fortælle, at kapitalismen er problemet, at socialismen er løsningen.
Jeg tager s’gu barnebarnet med til aktiviteterne.