COP24:

Hvad blev opnået i Katowice

Giver aftalen løsningerne på klimaproblemet?

Af Erik Plahte, Friheten

Aviserne har givet optimistiske tilbagemeldinger fra klima-mødet i Katowice. Betyder det, at vi nu kan læne os tilbage i tryg forvisning om, at politikerne vil sørge for, at verden når klimamålet fra Paris-aftalen for tre år siden: at undgå at temperaturen stiger mere end 2 grader, helst bare 1,5 grader over niveauet fra før industrialiseringen?

Desværre, nej. Der er alt for mange svagheder ved aftalen, nogle store problemer med at føre den ud i livet og nogle grundlæggende problemer, som ingen klimaaftale kan løse.

Aftalen har mange svagheder

Allerede da Parisaftalen blev vedtaget i 2015, var det klart, at aftalen er bygget på forventningen om, at nøgle-aktører, som står for en stor andel af verdens CO₂-udslip, må gå forrest og tage ansvar for en reduktion og få andre til at følge efter, skriver Guri Bang, forskningsdirektør ved CICERO (Center for International Climate Research, Norge) og fortsætter: – Men lige nu tøver de ledende lande med at indtage den rolle. USA er en bremseklods, de kinesiske udslip forøges kraftigt og EU kæmper med interne uenigheder.

Det store problem, som Katowice-aftalen ikke løser, skriver Guri Bang videre, er at hæve ambitionsniveauet. De forpligtelser, landene indtil nu har påtaget sig, peger nærmere mod tre graders temperaturforøgelse i løbet af dette århundrede. Nu har ca. 40 lande sagt, at de vil hæve deres forpligtelser. Men der findes ingen mekanisme, som sikrer, at de samlede forpligtelser er tilstrækkelige, og ingen strafmekanisme mod de lande, som ikke overholder løfterne eller tager deres del af reduktionerne af CO₂-udslippet.

Spænder ben

Aftalen anerkender ikke den sidste rapport fra FN’s klimapanel om følgerne af en 1,5 grads temperaturforøgelse, på trods af at Paris-konferencen 2015 bad om en sådan rapport. Flertallet af landene i Katowice udtalte sig positivt om den. 

Alligevel nægtede USA, Saudi-Arabien, Rusland og Kuwait at ”ønske rapporten velkommen”. I aftalen står der kun, at parterne ”welcome”, at rapporten blev afleveret rettidigt, og at parterne ”inviteres” til at bruge den. Som bekendt gør rapporten det også klart, at 2 grader vil være meget værre end 1,5 og redegør for, hvad der kræves af tiltag.

Der blev heller ingen enighed om regler, der kan forhindre dobbelt-tælling i forbindelse med kvotehandel og støtte (lån eller bistand) til reduktion af udslippet i andre lande. Et rigt land giver lån eller bidrager til klimaforanstaltninger i et fattigt land i syd, som det fattige land selvfølgelig vil regne som sin reduktion af CO₂-udslippet. Samtidig vil det rige land (f.eks. Danmark) også regne foranstaltningen som en global reduktion, der kan godskrives det danske klimaregnskab. 

Brasilien satte foden ned for en aftale, der kunne undgå en sådan dobbelt tælling. Da de fattige lande i syd trænger til massive tilskud for at finansiere klimatiltag, er dette en højst aktuel problemstilling.

De virkelige udfordringer 

Alligevel er problemerne med at komme frem til en aftale de rene bagateller sammenlignet med, hvad der virkeligt kræves for at indfri klimakravene.

Den fossile industri er mægtig. Den sidder fortsat på store fossil-reserver. Den leder videre efter flere forekomster af olie og gas, på trods af at det er velkendt, at for at nå klimamålet er størsteparten af reserverne nødt til at blive liggende urørte.

Fossil-industrien vil gå glip af indtægter på tusinder af milliarder, hvis den ikke kan udnytte denne olie og gas. Olieindustrien har investeret massivt i udvinding og produktion og vil fortsat gøre det.

Herudover har den investeret enorme summer i produktionsanlæg, raffinaderier m.m., som den ikke vil kunne nedjustere så hurtigt, som klimapolitikken kræver. Den vil med andre ord få store ”stranded assets”, strandede investeringer – som skal afskrives med store tab. Halvdelen af den fossile infrastruktur skal nedlægges i løbet af kun 12 år. 

Uden tvivl vil fossilindustrien og finanskapitalen være formidable modstandere med stor magt og indflydelse og vil kæmpe med næb og kløer for en fortsat fossil fremtid. De store fossilgiganter regner med, at der ikke bliver gennemført effektive klimatiltag og investerer stadig af fuld kraft i olie og gas. Det bidrager selvsagt stærkt til, at det går, som de ønsker.

Regeringerne for svage

En effektiv klimapolitik vil få omfattende bivirkninger, sociale, økonomiske og forretningsmæssige. Hvilken politiker er stærk nok til at gennemføre dette, med alle de konsekvenser, det vil medføre? 

Bare i Danmark skal der skaffes tusindvis af nye arbejdspladser, bygges en masse ny infrastruktur og gennemføres omfattende tiltag, som vil få store konsekvenser for folk og kun kan gennemføres, hvis de har bred folkelig opbakning. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig mængden af problemer, der skal løses – hurtigt og målrettet – med statslig styring og statslige indgreb, som kræver en helt anden statslig og demokratisk ledelse, end nogen af de ledende politiske partier er i stand til.

Kapitalisme kræver olie og gas

Hele den kapitalistiske økonomi med dens vækstkrav er baseret på rimelig tilgang af kul, olie og gas. Begræns tilgangen, og den økonomiske vækst vil standse op, hvis der ikke findes tilstrækkelig ny tilgang af energi.

Økonomisk vækst, det betyder afkast for kapitalen, profit med andre ord. Uden profit eller rimelige udsigter til profit har ingen kapitalist noget formål med at investere. Profitten må sikres. At tilrettelægge dette er job nummer ét for enhver ”ansvarlig” politiker. At sikre tilgangen af energi trumfer alle klima- eller miljøhensyn.

Regningen sendes videre

I dagens nyliberalistiske samfund betyder det nedskæringspolitik, noget der skaber politiske spændinger, protestaktioner og tilslutning til højre populistiske partier, det stik modsatte af, hvad klimapolitikken har brug for. Det er ikke vanskeligt at gætte, hvem der får regningen, når klimatiltagene skal betales.

Rivningerne og rivaliseringen mellem de imperialistiske stormagter fører til, at ingen af dem vil gå i spidsen for klimatiltag, som vil svække dem overfor konkurrenterne. USA’s styrke som imperialistisk stormagt går på to ben – militærmagten og petrodollaren. Den konventionelle militærmagt ville blive reduceret til omkring ingenting uden rigelig og sikker tilførsel af olie. 

USA’s enorme statsgæld kan aldrig blive betalt uden en kraftig devaluering, som ville fjerne USA som stormagt. Værdien af dollaren holdes oppe, fordi den understøttes af USA’s overdimensionerede militærapparat og fordi olie og gas – fortsat – omsættes i dollar, som alle lande derfor må have en beholdning af. En effektiv klimapolitik vil svække begge ben. USA’s modstand mod effektive klimatiltag er højst forståelig.

Vort økonomiske system er det grundlæggende problem

I sin sidste rapport peger FN’s klimapanel på, at klimapolitik må gå hånd i hånd med kampen mod fattigdom, ulighed og andre miljøproblemer, både globalt og indenfor hvert enkelt land. Uden et sådant vidtfavnende perspektiv vil det aldrig lykkes at få folkelig opbakning til de nødvendige klimatiltag. Bare se, hvad der sker i Frankrig, fordi Macon prøvede at sende regningen for et (ineffektivt) klimatiltag til de mange og lod kapitalkræfterne gå fri.

Roden til klima- og miljøproblemerne er systemisk, ikke politisk. Det er kapitalismen som system, at økonomien er baseret på privat ejendomsret til kapitalen, og at kapital hele tiden må omdannes til mere kapital ved at udbytte arbejdskraften, hvilket er årsag til både klimaproblemet og alle de andre – stadig mere truende – miljøproblemer. Så længe kapital bliver til mere kapital, bliver systemet reproduceret, og galskaben fortsætter.

Ingen systemloyal politiker kan ændre på dette. Vi kan ikke læne os trygt og roligt tilbage og stole på, at de folkevalgte ordner det. De, som vil have en menneskevenlig fremtid uden rovdrift på naturen og samfundet, må selv gøre en indsats for at komme i mål ved at gennemtvinge en integreret politik for klima, miljø, velfærd og økologisk økonomi.