Hvad bliver der af fredsprocessen i Palæstina?

Da Oslo-aftalerne mellem Israel og palæstinenserne blev indgået i 1993 og 1995, var der i store dele af verden store forventninger til en fremtidig løsning på konflikten og fred i det, der siden anden verdenskrig og specielt efter 1967 havde været Mellemøstens brændpunkt og krudttønde. Rabin og Arafat fik ovenikøbet Nobels Fredspris.

Men de aftaler bragte ingen løsning. Tværtimod efterlod de nogle store uløste spørgsmål, der indtil nu har blokeret effektivt for en fredsproces. Det blev meget tydeligt ved Camp David forhandlingerne i 2000, hvor amerikanerne med Bill Clinton som præsident havde sat sig for at presse palæstinenserne til at indgå en aftale, der ikke løste de vigtige spørgsmål. Det lykkedes ikke. Arafat nægtede at underskrive den ufordelagtige aftale og blev overalt hængt ud som politisk høg.

Opdeling af landet

Det ene store stridspunkt var opdelingen af området som forudsætningen for fred. Mange palæstinensere har aldrig accepteret tanken om en opdeling af deres land, det var oprindeligt en zionistisk og senere en israelsk ide og har aldrig været et krav fra de palæstinensiske ledere, selvom PLO igennem tiderne har accepteret ideen om at tage imod frigivelsen af enhver del af Palæstina som et skridt på vejen mod en total frigørelse. I 1988 gik det Palæstinensiske Nationalråd på et møde ind for en tostatsløsning, men det skabte alvorlig uenighed og voldsomme interne diskussioner.

Den israelske historiker Ilan Pappe skriver i sin bog fra 2017: ”The Biggest Prison on Earth – A History of the Occupied Territories”, at uden et ekstremt pres er der ingen verdens grund til, at en indfødt befolkning frivilligt skulle dele sit hjemland med en bosætterbevægelse. Det har han virkelig ret i.

Ret til at vende tilbage

Det andet stridspunkt, som Oslo-aftalerne ignorerede, var flygtningenes ret til at vende tilbage. Denne ret er fastlagt i de første FN-deklarationer efter Israels etniske udrensning i Palæstina i 1948 og har altid været et centralt spørgsmål i palæstinakonflikten. 

Men i begyndelsen af 2000 fremlagde den israelske premierminister Barak et notat om at ophæve retten til tilbagevending. Dette blev støttet af amerikanerne, og på Camp David blev palæstinenserne, Arafat, forsøgt presset til at acceptere dette og samtidig skrive under på en endelig løsning, der gik ud på at dele Palæstina i to områder (bantustans) Vestbredden og Gaza-striben med et vist selvstyre. Arafat modstod presset, og Camp David forhandlingerne floppede.

Koloniseringen af Vestbredden tog til efter Oslo-aftalerne, og besættelsen blev stadig mere brutal med aggressive og bevæbnede bosættere som supplement til hærens overgreb. Og i september startede den anden, denne gang bevæbnede, Intifada, som blev meget blodig.

I 2002 startede bygningen af den 8 meter høje betonmur, som israelerne kalder en ”sikkerhedsmur”. Muren går efterhånden hele vejen rundt om Vestbredden og er bygget på palæstinensisk jord og sikrer Israel kontrollen med vandressourcer og en række frugtbare jorder. 

Ser man på et kort over området, kan man tydeligt se, at Israel gennem de seneste årtier har beslaglagt praktisk talt alt landbrugsjord og alle vandressourcer og med sine bosætterveje og checkpoints har delt området op i små isolerede områder uden mulighed for selvforsyning. Palæstinenserne lever i høj grad af fødevarehjælp fra FN, mens bosætterne dyrker landet og eksporterer produkterne. 

FN kræver nedrivning

FN og den Internationale domstol i Haag har begge krævet nedrivning af muren, der strider mod folkeretten, men Israel afviser selvsagt dommen som politisk, og siden den blev givet i 2004, har ingen forsøgt at få Israel til at efterleve den.

Også Gaza er spærret inde af en høj mur med ganske få velbevogtede checkpoints, der holder befolkningen indespærret. I 2005 beordrede Israel sine bosættere i Gaza til at forlade området, og i begyndelsen af 2006 blev Hamas valgt som regering, hvilket straks førte til boykot fra Israel og dets følgere i den vestlige verden. 

Nu hvor bosætterne var ude, gik Israel i gang med den ene terrorbombning af Gaza efter den anden. Næsten hvert andet år har der været en konflikt, hvor Israel har bombet massivt og dræbt og lemlæstet tusinder af mænd, kvinder og børn. Mange lever nu i ruiner, fordi boykotten forhindrer tilgang af byggematerialer til at genopbygge de sønderbombede huse, og det indhegnede område er så overbefolket, at det umuligt kan brødføde sine indbyggere.

Og hvordan udvikler situationen sig så nu? USA under Trump besluttede sig for at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flyttede sin ambassade dertil. Flere EU-lande overvejer at følge efter. Dette er en åben desavouering af FN og den internationale domstol i Haag, der gentagne gange har understreget palæstinensernes ret til en stat indenfor grænserne fra før juni 1967 og med Øst-jerusalem som hovedstad. 

Hvor man smider om sig med boykot over hele verden, vælger man at acceptere Israels krigsforbrydelser og overtrædelse af internationale konventioner og menneskerettigheder. 

Ny præsident i USA ændrer intet

Der er ingen, der tror på, at en ny præsident i USA vil ændre på dette. Utallige henvendelser til vor egen regering får den ikke til at protestere overfor Israel. Selv lande som Qatar og Saudi-Arabien har sluttet fred med Israel og opgivet solidariteten med den palæstinensiske sag, og Marokko har gjort det samme mod et løfte fra USA om at få overdraget Vestsahara – igen et brud på internationale konventioner og FN-beslutninger.

En tostatsløsning ser ud til at være blevet nærmest umulig, men vi bliver nødt til at blive ved med at kræve retfærdighed for det palæstinensiske folk og en plads til det i det land, FN, og dermed også vi, forærede til et indvandret bosætterfolk efter anden verdenskrig. Vi må ikke bare stiltiende se til, mens de imperialistiske kræfter flytter rundt på grænser og folk i et ressourcerigt Mellemøsten. 

Vi må være med til at protestere og styrke BDS-bevægelsen – Boycott, Divestment, Sanctions eller på dansk: Boykot-, afinvesterings- og sanktionsbevægelsen, der efterhånden har bredt sig til hele verden med boykot af varer, kultur, sportsfolk og akademikere fra Israel.  

Elin Søborg