Skip to content

Epidemier: Hvad mener Marx, Engels og Lenin?

Økonomi

Af Bo Møller

I disse tider er det svært at spå om, hvordan den økonomiske udvikling vil blive, efter at den akutte pandemikrise på et tidspunkt er overstået. For os som kommunister plejer det at være en stor hjælp at studere, hvad Marx, Engels og Lenin i sin tid skrev, men de har desværre ikke rigtig skrevet noget om epidemiske sygdommes indflydelse på økonomien. Det nærmeste er nok den beskrivelse af ofrene for epidemier – typisk arbejderklassen – som især Engels beskrev i detaljer i sit værk Arbejderklassens stilling i England fra 1845. Denne bog blev en stor inspiration fra Karl Marx, der først efter at have læst den og andre skrifter fra Engels hånd begyndte at interessere sig for økonomi. Derefter dykkede Marx nærmere ned i økonomien og kunne dermed forklare begreber som udbytning, klasser, klassekamp og revolution.

Situationen i Danmark

Men det hjælper os ikke meget med at analysere den nuværende situation i et land som Danmark, hvor sanitære forhold og boligforhold ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt ikke er så dårlige endda.

Den nuværende krise adskiller sig unægtelig meget fra de cykliske kriser, som Marx indgående beskrev i især Kapitalen. Denne type økonomiske kriser optræder normalt ca. hvert 10 år som et resultat af kapitalens grådighed, der fører til overproduktion og hermed til arbejdsløshed. Den seneste alvorlige udgave af denne type krise, der meget misvisende blev døbt ’finanskrisen’, startede omkring 2007/08. Nok var det krak på boligmarkedet, der satte krisen i gang, men den underliggende årsag til, at krisen udviklede sig, som den gjorde, var som før overproduktion og underforbrug – altså at der blev produceret mere, end der kunne sælges, fordi kapitalens love indebærer, at der på den ene side skal produceres mest muligt, men på den anden side skal lønningerne til arbejderne holdes nede, så de til sidst ikke kan købe alt det, de selv har produceret. Med andre ord er det kapitalens og kapitalisternes grådighed, der er de egentlige skyldige. 

Denne grådighed har under den nuværende epidemikrise vist sit sande jeg fx i forbindelse med Danmarks rigeste mand, Anders Holch, der i ly af epidemien prøvede at slippe for at betale husleje i sine mange forretninger, ligesom banker prøver at omsætte de statslige støttemidler til udbytter til aktionærerne.

Et gæt om fremtiden

Et gæt fra undertegnede er, at den nuværende krise skabt af en udefrakommende epidemi nok efterfølgende vil komme til at ligne en ’almindelig’, men voldsom økonomisk krise med stærkt faldende produktion og høj arbejdsløshed. Som under krisen fra 2008 hælder det offentlige milliarder af kroner i den privatkapitalistiske økonomi for at redde de virksomheder, der i øvrigt for de størstes vedkommende sagtens kunne betale selv uden skatteyderbetalt støtte. Virksomhederne vil – som altid – udnytte den arbejdsløshedssituation, som epidemien resulterer i, til lønnedskæringer og krav om længere arbejdstid – og vil så fortsætte med importen af billig arbejdskraft fra udlandet. Samtidig vil staten dekretere nye besparelser i den offentlige service begrundet i de store udgifter, der var i forbindelse med arbejdsgivertilskuddene under epidemien. Når hertil kommer, at staten nok vil se sig nødsaget til at opfylde nogle af sine løfter på klimaområdet, så bliver besparelserne på andre områder så meget desto større.

Hvad ender det så med?

Det må antages, at kapitalismen kommer på fode igen, og at det derfor bliver nødvendigt, at arbejderklassen for alvor tager sagen i egen hånd og kæmper en afskaffelse af det kapitalistiske system igennem. Uden kapitalisme, men med socialisme, vil det være ulige meget nemmere at komme over kommende epidemier, klimakriser, naturkatastrofer og krige.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk