Hvem er det, vi støtter?

Du har sikkert set det før. I tv blev det tilbage i 2014 vist frem under Majdan-opstanden, hvor bl.a. SF’s Lisbeth Bech Nielsen blev filmet i Kiev. Vi så det igen onsdag den 19. januar i DR2’s Deadline på ukrainske panservogne. Og vi så det ikke mindst bag ryggen af udenrigsminister Jeppe Kofod, da han den 16. januar blev filmet ved fronten i Østukraine.

Det er det sort-røde flag, der symboliserer ukrainsk jord og ukrainsk blod og som tilhører organisationen Højre Sektor. Denne nynazistiske organisation blev dannet i 2013 som en paramilitær bevægelse, der udgjorde Majdan-opstandens ekstremistiske fløj og var drivkraften i det efterfølgende statskup.

Den er nu sammen med den nynazistiske Azov-bataljon indlemmet i Ukraines hær og er i Sydøst-Ukraine berygtet for grusom opførsel, hvilket blandt andet blev omtalt i 2016 i en OSCE-rapport: Krigsforbrydelser hos Ukraines hær og sikkerhedstjenester: tortur og umenneskelig behandling.

Er der ingen politikere og medier i Danmark, der er opmærksomme på dette? Er de klar over, hvad det er for en hær, Danmark nu yder 164 millioner kroner til?

Er der en lige linje mellem beslutningen om at yde støtte til denne hær og til, at Danmark den 16. december 2021 i FN’s generalforsamling undlod at støtte en fordømmelse af nynazismen? (130 lande stemte for, kun USA og Ukraine stemte imod).

Et splittet land

Der er virkelig ustabilitet i Ukraine. Men styret i Kiev har, både under præsident Poroshenko og nu under Zelenskij, konstant valgt at skyde skylden på fjenden. Og vi i vesten har valgt side og optræder som et ekko, selv om befolkningen i Ukraine holdningsmæssigt er splittet.

Siden dets uafhængighed i 1991 har Ukraine været i høj bølgegang både økonomisk, socialt, holdningsmæssigt og politisk. Andrew Kramer, journalist ved New York Times, påpegede med god grund en mangel på politisk kompetence i den kreds af driftige og ambitiøse folk fra Ukraines underholdningsindustri, der nu dominerer i kredsen omkring præsident Zelenskij.

Selvom Ukraines parlament i Poroshenkos tid besluttede at ændre forfatningen og slettede bestemmelsen om landets neutralitet, er der ikke enighed i befolkningen om et NATO-medlemskab.

Seneste landsdækkende meningsmåling (uden befolkningen i de to udbryder-republikker Donetsk og Lugansk) viser, at der er flertal for NATO i landets vestlige og centrale dele, men et flertal imod i de østlige og sydlige regioner.

Siden statskuppet i 2014 har begge præsidenter bidraget til at splitte et multietnisk Ukraine ved at leve på vestlige lån og kreditter (med klare politiske betingelser), mens ukrainske oligarker skjuler formuer i skattely og stadig sidder på flæsket hjemme.

Stor fattigdom

Imens er den sociale ulighed vokset: I dag udgør de fattige 67% af befolkningen ifølge officiel statistik.

En FN-rappport om Ukraines demografi anslår, at det tilhører gruppen af lande med den højeste dødelighed blandt borgerne. Mens befolkningstallet var på 52 millioner, da Ukraine i 1991 løsrev sig fra Sovjetunionen, forudser man, at det i 2050 vil være på omkring 35 millioner.

Den manglende stabilitet og splittelsen af Ukraine er knyttet til kræfterne med de sort-røde flag. Netop Højre Sektors militante optæden og had-kultur har sat sig igennem bl.a. ved forbuddet mod landets indtil for nylig store kommunistiske parti, ved præsident Zelenskijs lukning af fire af oppositionens TV-stationer samt ved sprogloven fra 2014, der diskriminerer flere nationale mindretal, herunder de russisk-talende.

Det var især det sidste, der udløste mistillid til det nye Kiev-styre fra befolkningen i Østukraine og på Krim.

Hvem gavner det?

Når den danske regering overdrager millioner af danske kroner til Ukraine, gavner de på ingen måde en fælles sikkerhed i Europa. De går målrettet og ensidigt til optrapning af en militær konflikt i Europa.

Og denne støtte til fortsat konflikt i Ukraine – på et mildest talt plumret grundlag – sker med skingre stemmer fra socialdemokratiets ministre, mens de står under det sort-røde flag.

Aksel Carlsen, redigeret af red.