Hvem skal klippe de skaldede får?

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

Regeringen og arbejdsgiverforeningen holder bal i den borgerlige, mens den mest sårbare del af befolkningen skal betale gildet.

I mange år har skiftende regeringer kørt med salamimetoden, når de bildte os ind, at en reform skulle effektivere, men i virkeligheden var en nedskæring.

Det gjorde ikke så ondt i starten, vi kendte ikke rigtigt nogle, der blev ramt af disse nedskæringer. Vi var blevet fyldt med billeder af den dovne kommunalarbejder, den bureaukratiske stat. Nogle troede på, at en offentligt ansat faktisk gik og hyggede sig, mens man selv sled i det private. De har jo både fuld løn under sygdom, afspadsering og en god pension.

Ingen opdagede, at de nye private kontrakter under privatiseringen var forringet. Væk var buschaufførens kantine og toiletforhold. Væk var pauser, og færre skulle udføre jobbene. Så forsvandt tjenestemandspensionen, og det kostede samfundet dyrt. Folk blev fritstillet og fik 3 års løn uden at arbejde, bare for at blive af med sådanne typer. Man skulle jo nødigt inspirere kollegaer til fremtidige overenskomster.

Hjerteblod

Og sådan fortsatte livet. Pludselig fik man en anden slags kolleger. Arbejdsløse i aktivering. De skulle rummes og trænes. I starten troede de arbejdsløse, at de muligvis kunne få et job ud af det, så de knoklede deres hjerteblod ud. Men en ny skulle erstatte dem, når perioden sluttede. God idé, tænkte politikerne. De kan indgå i normeringerne. De lavede arbejdsformidlingerne om til jobcentre, og så gik det stærkt.

Ikke et rigtigt jobopslag hang på væggen mere. De private havde også opdaget fidusen med gratis arbejdskraft. Nu havde man bare udvidet det fra arbejdsløse til også at inkludere syge og traumatiserede flygtninge. Imens havde man byttet om på kasserne. Kommunerne skulle nu på deres snævre budget selv betale førtidspensioner, og det havde de ikke lyst til at prioritere.

Spildtid

Så nu bliver syge trukket rundt i menings- og hensynsløse arbejdsprøvninger. Ikke at de bliver raske af det, men bare lige for at markere at du ikke skal tro, du kan fucke med systemet. Hvad det end betyder, for man bliver ikke rask af det.

Ingen arbejdsløse har fået arbejde af de meningsløse kurser, men til gengæld er de røget ud af dagpengesystemet, big time. Og det giver større mulighed for at forringe dagpengesystemet. Reklamer om lønsikring kom pludseligt, og vi tænkte hvorfor? Vi har jo det bedste system.

Man ændrede også bistandshjælpen. Nu kontanthjælp for nogle, integrationsydelse for andre og mest intet for de fleste, de gifte, dem med trailer, bil og andelslejlighed og kolonihave. Man effektuerede gensidig forsørgerpligt og trak overarbejdet fra den offentligt forsørgede partner. Igen gratis arbejdskraft.

Toppen af poppen

Det er blevet en fornøjelse at være politiker, man fik, ligegyldig hvilket parti man tilhørte, en fed post efter endt job. Man havde været med i Vild med dans og ku’ spille tennis med kendte journalister. Det var ikke så svært. Måske kom man til Brussel? Lige meget hvad, man var sikret, hvis man sad med ved bordet.

Som politiker kender man ikke konsekvenserne. De er boblet ind i glimmer og gode spisesteder. Som Marie Antoinette, sidste dronning af Frankrig før den franske revolution, sagde om de sultende, der manglede brød: “Kan de så ikke spise kage?”

Festens pris

Nu er der ikke mere salami tilbage at skære af. og alle udenfor boblen er blevet ramt.

I mange år har vi selv betalt vores lønforhøjelse, først med statspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og efterlønnen, feriepenge og friværdier. Vi krævede intet. Vi fyrede vore viceværter, ombyggede vore huse og hyrede udenlandsk billig arbejdskraft. Der kom discountsupermarkeder, og vi tjente kassen på at sælge.

Men ikke alle kunne lave forældrekøb, og pludselig skulle mor ud af ældreboligen, fordi hun blev ramt af en ghettolov, som var lovet kun skulle ramme de fremmede.

Av, nu begyndte livet at gøre ondt. Lønnen var pludselig lav, og gælden skulle betales. Systemet, som egentlig var tænkt som fælles velfærd, var væk. Snablerne er veletablerede i vore fælles pengekasser, og pludselig står vi, Danmark, som et grimt samfund, som et af de lande i EU, hvor uligheden vokser mest og med stor korruptions skala.

Tømmermænd

300.000 lever på nul-timers-kontrakter, hvilket betyder ingen fast løn, ingen fast arbejdstid, og de kan ikke være sikre på dagpenge, sygedagpenge eller opsigelsesløn.

Imens får de allerrigeste i det danske samfund ni procent af danskernes samlede indkomster. Det svarer til, at hver gang danskerne samlet tjener 100 kroner, går ni kroner til den rigeste procent. Ikke siden 1970 har den øverste procent siddet på så stor en andel.

Sov toppen af fagbevægelsen i timen? Tror Mette virkelig, at folk går på arbejde for sjov? Tror du, at tingene forandres af sig selv?

Imens du tænker på svaret, så er festen stadig i gang på de bonede gulve, og vi er ikke inviteret.