Hvem skal nu betale
Overklassen ejer langt den største del af værdierne i Danmark, de vil ikke betale for ’velfærdssamfundet’ og de, der ejer en forsvindende del, kan ikke.
Af Villy Hansen
Liberal Alliance og andre af Folketingets partier leger med tanken om, at topskatten skal sættes ned. Samtidig mener man, at der skal skæres på velfærdsydelserne. Velfærden kommer ikke af sig selv. Den skal der investeres i.
Ledigheden vil øges
Vi bliver nødt til at omlægge vores skat, så det er produktionen, man skal betale skat af og ikke lønnen.
Virksomhederne investerer i ny teknik i stedet for i mennesker. Meget af det manuelle og opslidende arbejde er overtaget af robotter og anden ny teknologi.
Og når virksomhederne sparer løn, kan de investere i endnu mere teknologi. Det gør, at almindelige lønmodtagere bliver arbejdsløse.
Ikke kun i produktionen ser vi denne udvikling. Vi ser det også i administrationen, hvor nye og ”kloge” computere kan modtage en mundtlig besked og omsætte den til skrift.
Direktøren kan, når han vil have skrevet et referat fra direktionsmødet, bare indtale det på PC’en, det vil spare på kontorpersonalet. Politiet vil kunne indtale en fartbøde på den bærbare PC. Allerede i dag bruger lægen en diktafon, der skal ikke så megen fantasi til at forestille sig, at kontorpersonalet mere eller mindre kan undværes fremover.
Burde komme menneskene til gode
Allerede i dag kan kirurgen sidde i USA og foretage kikkertoperationer i Danmark, blot ved at følge med på en skærm, og styre ’slagets’ gang med et joystick.
Hvornår vil fejemaskinen, græsslåmaskinen, togene, busserne, taxierne kunne køre af sig selv. Ja i dag kører Metroen uden vognstyrer.
Og det er klart at alle disse tekniske fremskridt burde komme menneskene til gode. I stedet ser vi, at det fører til øget arbejdsløshed og rekordstore profitter til virksomhederne.
Skovler penge ind
Virksomhederne, der indfører den nye teknologi, skovler penge ind, medens de arbejdsløse bliver truet på det daglige brød. Når folk ingen penge har, kan man ikke betale husleje eller betale for de daglige fornødenheder. Når vi ikke kan betale for alle disse ting, vil salget gå i stå.
Virksomhederne tænker kun på den kortsigtede fortjeneste uden at tænke på, at der også skal være råd til det hele i fremtiden.
Hvordan vil virksomhederne klare de udfordringer på lang sigt, når man fjerner indtjeningsmulighederne fra dem der skulle købe deres varer?