Hver fjerde kommune forringer velfærden for ældre i 2020
23 ud af landets 98 kommuner sænker serviceniveauet for ældre borgere næste år. Det fremgår af en gennemgang af de netop vedtagne kommunale budgetter, som Danske Ældreråd har gennemgået.
Ifølge Danske Ældreråd fastholder hovedparten – nemlig 60 procent af kommunerne – et uændret serviceniveau, mens kun syv kommuner hæver servicen.
Flere og dårligere ældre
Danske Ældreråd er skuffet over forringelserne, fordi Kommunernes Landsforening (KL) havde forhandlet sig frem til et samlet løft på 1,7 mia. kr. til velfærd i økonomiforhandlingerne for 2020 med regeringen.
– Overordnet set er det jo en udhulning, der er sket over en årrække. Der bliver flere ældre og flere svage, så selvom de 1,7 mia. kr. blev tildelt, så vil det i bedste fald kun efterlade status quo, udtaler Mogens Rasmussen, formand for Danske Ældreråd ifølge Ritzau.
Klippekort spares væk
Besparelserne er især gået ud over ordningen med klippekort. En ordning, der skulle sikre, at svage ældre borgere fik en halv times ekstra hjælp om ugen.
– Det viser sig, at 23 kommuner ikke beholder det. Det er en decideret forringelse.
Klippekortet er det eneste sted i ældreplejen, hvor man kan tage individuelle hensyn. Nogle vil gerne have en med til at besøge kirkegården, en tur i teatret eller bare gå en tur, siger Mogens Rasmussen.
Helt ude i hampen
Norddjurs er en af de kommuner, der har sløjfet klippekortet i 2019 som led i en omfattende sparerunde, der har betydet fyring af omkring hver tiende medarbejder i ældreplejen.
– Vores ældrepleje er i forvejen kørt helt i bund på grund af besparelser. Det er helt ude i hampen, at de svageste ældre ikke længere kan få hjælp til for eksempel at komme til frisøren eller se en film efter eget valg. Det er så vigtigt med den slags små ting til at lyse op i hverdagen. Særligt når personalet i ældreplejen har mindre tid end tidligere, siger formanden for ældrerådet i Norddjurs Kommune, Ingeborg Kyed Pedersen, ifølge nyhedsbrevet dknyt.
Danske Ældreråd ønsker, at klippekortsordningen bliver sikret ved lov. Samme krav har Dansk Folkeparti og Enhedslisten, men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil ikke skrive det ind i loven i øjeblikket.
-alni