Hvide løgne

Af John Poulsen

Skal man fortælle sandheden, når alle er bedst tjent med, at man skjuler den til fordel for en hvid løgn?

Dette moralske dilemma er klassisk i litteraturen og i film og tages nu op af Francois Ozon i filmen Frantz, som løst bygger på en film af Ernst Lubitsch fra 1932. En væsentlig ændring er, at Ozon lader en kvinde være hovedpersonen i modsætning til forlægget, hvor det var en mand.

I året 1919, hvor tyskerne slikker deres sår efter nederlaget, skumler over Versailles Traktaten og sørger over deres dræbte mænd og sønner, går Anna (Paula Beer) dagligt til kirkegården og ordner sin kærestes grav, der faktisk er tom. Hendes Frantz døde i en skyttegrav og er aldrig kommet hjem. Anna bor nu hos sine svigerforældre, hvor især faderen er hårdt ramt af sønnens død. For ham handler det ikke kun om sorg, men også om skyld, for det var ham, der pressede sønnen, der var pacifist, til at melde sig ”for fædrelandets skyld”.

En dag sker det noget mærkeligt. En fremmed dukker op ved Frantz’ grav og er tydeligvis sørgende. Han opsøger familien, men afvises af faderen, da han fortæller, at han er franskmand, hvad der i dennes øjne er det samme som morder. Via Anna lykkes det dog Adrien (Pierre Niney) at få indpas i familien, for det viser sig, at han og Frantz havde været nære venner, da Frantz studerede i Paris før krigen.

Lidt efter lidt bliver det, som om Frantz bliver levende igen gennem Adriens fortællinger om deres tid sammen. Forældrene liver op og ikke mindst Anna. Mellem de to unge udvikler der sig en forelskelse, som forældrene billiger, mens Annas tyske bejler og byens befolkning harmes over dette ”forræderi”.

På kroen holder byens fædrelandskærlige spidser sammenkomster med rigelige mængder af øl og krigssange, men Frantz’ far er ikke mere velkommen i selskabet, og man ser nationalsocialismens frø spire i den gødede jord.

Senere vises en genspejling af scenen i Paris, hvor gejle gutter giver den fuld gas med vin og Marseillesen. Mange lærte ikke af det store menneskeslagteri i Første Verdenskrig, men nogle, som Frantz’ far, erkendte, at de skyldige, morderne, ikke var soldaterne, men bl.a. de fædre, der drev deres sønner ud i krigen.

Ozon er en intrigemager, der gerne løber om hjørner med publikum, og derfor vil det være forkert at referere mere af handlingen, der delvist udspilles i Tyskland på tysk og i Frankrig på fransk, og skifter mellem optagelser i sort-hvid og i farver, hvad der alt sammen gør den meget autentisk.

Selv om filmen foregår for næsten 100 år siden, er den ikke uaktuel, for dens budskab er, ud over det almene dilemma med sandhed versus løgn, at beskrive krigens meningsløshed og faren ved nationalisme og selvtilfredshed. Den er både klassisk og moderne, flot filmet og spillet er fremragende.

Frantz. Manuskript og instruktion Francois Ozon