Hvor høj en pris må almindelige mennesker i EU-landene

[KOMMUNIST nr. 11-2022] EU og Vesten har boykottet Rusland mange gange. Den sidste boykot-bølge begyndte i 2014, da Krim, for øvrigt efter en folkeafstemning, vedtog at blive en del af Rusland.

Efter at krigen i Ukraine blev mere omfattende, er boykotten blevet udvidet. Med stadigt flere ”sanktionspakker” fra EU og USA. De mest hidsige tilhængere, foruden Ukraines præsident Zelenskyj, har været Polen og de Baltiske Lande. De ønsker forbud mod alt, som smager af Rusland. Også indenfor idræt, litteratur, musik, kunst og rejseliv.

Selv russiske oppositionelle skal nægtes adgang til Vesten. EU har allerede vedtaget, at færre russere kan få visum, at visa-proceduren skal være mere bureaukratisk, og at et visum skal koste mere. Danmark følger lydigt efter.

Verden udenfor Vesten

Det hører med til historien, at kun et fåtal af verdens lande boykotter Rusland. Med de fleste lande i Afrika, Asien og Amerika går handelen som normalt. Måske har de indset dobbeltmoralen hos deres tidligere undertrykkere?

I stedet for at svække Ruslands økonomi kan det se ud, som om Vestens tiltag snarere har ført til det modsatte. Rubelkursen er blevet styrket, landet er blevet mere selvforsynende, og et stadigt større antal russere støtter ”special-operationen”. Ydre fjender virker samlende. Hvor høj en pris må almindelige mennesker i EU-landene betale?

Rusland har billig energi. Europa, og ikke mindst Tyskland, har et næsten umætteligt behov for energi.

Næsten halvdelen af EU’s gasforbrug og en fjerdedel af olieforbruget blev tidligere dækket af Rusland.

Tidligere planer aflyst

Tidligere var der også store planer om at udvide den russiske gaseksport gennem den for længst færdiggjorte rørledning Nord Stream 2. Den var klar, før invasionen i Ukraine, men blev – efter pres fra bl.a. USA og EU – aldrig godkendt. Hvorfor?

Mægtige kræfter i USA ønsker et Rusland tilbage til Jeltsin-tiden, eller zartiden for den sags skyld. Fra dengang de kunne opkøbe landområder – jævnfør Alaska. Eller et ”balkaniseret” Rusland – opdelt i flere småstater, gerne i strid med hinanden. Med oligark-vælde og markedsøkonomi, som tjener Vestens og de lokale rigmænds interesser.

Samtidig har USA selv energi, som de ønsker at eksportere til Europa, til en langt højere pris end Rusland tilbyder. Med underdanige europæiske allierede og manglende kritisk presse bliver Putin og Rusland en evig skydeskive.

Hvem har skylden

Har Rusland skylden for Europas energikrise? Eller er denne krise Vestens og EU’s eget værk?

Rusland har stået fast på sine gaskontrakter med EU. Til trods for stadig mere omfattende vestlig boykot har de leveret det, de har været forpligtet til.

Alligevel hævdes det, at russerne, nærmest af ond vilje, sender mindre gas til EU end tidligere. Nogle af standsningerne skyldes, at Ukraine og Polen selv har blokeret russisk gastilførsel gennem rørledninger på deres område. Noget skyldes også russisk vedligeholdelse af rørledningerne. Turbiner, sendt til Canada til vedligeholdelse, er på grund af den vestlige boykot ikke leveret tilbage til Rusland.

Andet skyldes, at EU på egen hånd har reduceret importen. Målet er ²/₃ mindre russisk gas allerede i år og fuldstændig uafhængighed af gas inden 2030. Uafhængigheden skal gå endnu hurtigere for olien. Rigtigt nok har Rusland stoppet gaseksporten til nogle EU-lande, bl.a. Bulgarien, fordi de ikke ville betale i rubler. Vi ser starten på en strukturel vedvarende energikrise på grund af sanktionerne.

Denne er forårsaget af ringe forståelse for, hvad energi er, samt ingen forståelse for, hvor afhængige vi stadig er af fossile brændstoffer til produktion og velstand, og ikke mindst naive ideer om hvor hurtigt omstillingen til et CO₂-neutralt energisystem kan gennemføres. Sammen med de utallige privatiseringer af offentlige energiforsyninger sælges energi på markedsvilkår og ikke efter behov.

Konsekvensen er, at verden allerede inden krigen i Ukraine havde historisk lav reservekapacitet, fx erstattede olie- og gasselskaberne i 2021 kun 6% af forbruget gennem nye fund – det laveste siden 1952. Det virker jo fornuftigt nok, når det nu er CO₂, vi ikke ønsker. Problemet er dog, at fossile brændstoffer udgør 84% af verdens primære energiforsyning (Kilde: Our World in Data, 2020).

Mange lever i den vildfarelse, at man over en kort årrække balanceret set vil kunne skrue ned for fossile brændstoffer og samtidigt op for vedvarende energi, der så kan anvendes til f.eks. elektrificering gennem brint og de såkaldte Power-to-X-teknologier (PtX).

Men dette er ikke realistisk. 1 amerikansk dollar (USD) investeret i olie, kul og gas vil resultere i 20–25 gange mere energi end 1 USD investeret i vedvarende energi (Kilde: Thunder Said Energy, 2021).

I 2015 investerede verden 1.000 mia. USD i ny primær energi (brændsler og elektricitet), i 2021 er dette faldet til 870 mia. USD, mens energiforbruget er vokset (Kilde: IEA, 2021).

Olie-, gas- og kulinvesteringer er faldet fra 700 til 450 mia. USD. Omvendt er investeringer i sol og vind steget fra ca. 230 til 320 mia. USD i 2021. En overfladisk analyse fra f.eks. de såkaldt grønne partier vil være, at det præcist er, som det bør være i en verden, der kæmper mod klimaforandringer.

Men tager man den meget lavere energidensitet (i denne sammenhæng forskellen i energiproduktion ift. investering mellem vedvarende og fossil energi) i betragtning, betyder dette, at underinvesteringen i energi er enorm, og at væksten i sol og vind på ingen måde kompenserer for faldet i fossile investeringer.

Verden har i perioden 2004-2021 investeret 4.800 mia USD i vedvarende energi, blot for at reducere fossil energis andel af vores energisystem fra 87% til 84% Naiviteten bliver blotlagt, når man konstaterer, at Ørsted – verdens største operatør af havvindmøller – i 2021 producerede omkring 25 terawatt-timer (TWh) elektricitet. Det de borgerlige partier nu vil privatisere.

Et olieselskab som BP producerer energi svarende til 2250 TWh – næsten 100 gange mere end Ørsted (Kilde: C WorldWide, 2022).

Det siger sig selv, at det vil tage et stykke tid, før Ørsted og andre vedvarende energiproducenter vil kunne kompensere for den reducerede produktion, vi som samfund gennemtvinger.

Vi ligger, som vi har redt.

EU får Sorteper

Virksomhederne mærker det øjeblikkeligt, og den sidste måned har mange europæiske virksomheder i energitunge erhverv lukket produktionen. Europa står foran afindustrialisering. Det er for kapitalen en bedre investering at flytte produktionen til lande med billig energi end at importere dyr energi til Europa.

Men dette er da også en måde at reducere Europas CO₂-udslip på, om end det leder direkte til, at folk må gå fra hus og hjem, sulte, fryse og ende i armod.

Nutidens ubekvemme sandhed er, at vi kommer til at leve med energiknaphed og høje priser – enten indtil vi køber gas af russerne igen, eller efterspørgslen reduceres (vedvarende recession), eller indtil vi som samfund accepterer nødvendigheden af at nationalisere vores energikilder og fjerne profitten.

Sandheden skjules

Får vi baggrunden at vide? Nemlig at russiske banker boykottes, og at russiske indskud i vestlige banker konfiskeres af Vesten? En fortsat betaling i dollars eller euro ville så betyde ingen betaling. Midlerne kunne blive ”frosset”, hvilket vil sige, at Rusland ikke ville få betaling for sin eksport. Hvem sælger en vare uden betaling?

Vi hører også, at EU vil fastsætte en maksimalpris på russisk importeret gas. Det vil sige, at EU og ikke markedet bestemmer, hvor meget russerne får af betaling. Rusland varsler, at et sådant ”kolonialt” diktat vil føre til fuldt stop for alle energileverancer. Det burde ikke forundre.

Hvis lederne i EU virkelig havde ønsket sig russisk gas, burde de have lempet på den altomfattende boykot.

I første omgang burde de ikke have saboteret vedligeholdelse og drift af eksisterende rørledninger, i næste omgang burde de have åbnet rørledningen Nord Stream 2 til Tyskland. Og selvsagt, betalt det, gassen koster.

Måske kan EU gøre sig uafhængig af russisk energi, selv om EU’s grønne omstilling foreløbig har været en fiasko. Men hvad hvis denne grønne omstilling kvæler både industri og økonomi? Rusland har mange alternative markeder, bl.a. Kina og Indien.

Vi i EU kommer til at sidde med Sorteper. Endnu tættere bundet til USA. Fremtiden er ikke lys, hverken for verdensfreden eller den grønne omstilling, så længe retorik, symbolisme og dumhed vinder over realisme.

rfc

Kilde: Jan Christensen, Friheten, Finans, Morten Springborg, Temaspecialist, Worldwide Asset Management