Hvordan er danske politikere blevet så blodtørstige?

[KOMMUNIST nr. 12-2022] Et samlet dansk folketing mobiliserer til Ukraine-krigen. Vi har set det før. Det endte tragisk i Irak, Afghanistan og Libyen. Nu begås de samme fejl igen.

Seks måneder efter den russiske invasion i Ukraine lagde NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg en video-hilsen ud, hvor han sagde, at ukrainerne er en inspiration for verden. Stoltenbergs budskab var tydeligt: Ukraine skal sejre, og Ukraine vil sejre.

Tidligere har Stoltenberg sagt, at denne krig kan vare længe, at den kan vare i flere år. Det samme budskab gentages af centrale europæiske politikere, som Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock. Hun lover også, at Tyskland om nødvendigt vil støtte Ukraine i krigen mod Rusland i flere år.

Miljø må også ofres

Krig er det absolut værste for miljøet. Men den pris er Baerbock – som repræsenterer De Grønne i Tyskland – villig til at betale, oveni de ufattelige menneskelige omkostninger i form af død og lemlæstelse. Her snakker vi rigtignok om andres død og lemlæstelse, noget som gør offeret lettere at bære.

Vi ved, at hundredvis af liv går tabt hver eneste dag, denne krig varer. Det ved både Stoltenberg og Baerbock godt, men de siger det ikke.

NATO skal aktivt støtte og forlænge en krig, som kan koste ukrainske og russiske soldaters liv – og ukrainske civiles liv: mænd, kvinder og børn; mens Stoltenberg på tryg afstand fortæller os, hvilken inspiration dette er for verden.

Danmark med i front

Danske politikere vil ikke være dårligere end deres NATO-idol USA og deres europæiske forbilleder. Vi har i alt doneret ca. 3 milliarder velfærdskroner til Ukraine. Tydeligere kan det ikke siges. Danske politikere tager deres rolle som medkrigere alvorligt. Danskernes behov og krav er ligegyldige.

Der er altså ingen forbehold mod at bidrage til krigen i flere år, og involveringen bliver mere og mere omfattende. De danske politikere har adopteret det militær-industrielle kompleks’ ideologi og stiller sig fuldt og helt bag NATO-militarismens tankesæt. Ikke en eneste stemme mod denne krigsaktivisme kan høres fra folketingets talerstol. Alle er et ekkokammer af NATO-enighed.

Vil Ukraine sejre – ligesom Afghanistan?

Når ledende politikere fra NATO-landene gentager et mantra om, at Ukraine vil sejre til sidst, burde der ringe en klokke. Har vi virkelig ikke hørt dette sejrsbudskab tidligere?

USA og deres NATO-allierede holdt krigen i Afghanistan gående i to årtier – i 20 år! – på en løgn om, at sejren var nær. Men i virkeligheden var det kun våbenindustrien, der sejrede.

I dag ved vi, takket være offentliggørelsen af ”Afghanistan Papers”, at USA på et tidligt tidspunkt vidste, at en militær sejr i Afghanistan ikke var mulig. Alligevel bildte man opinionen ind hele tiden, at den vestlige krigsførelse ville sejre til slut. Denne krig, der blev opretholdt i 20 år af løgne, spredt af vore vestlige politikere og NATO-medier, var en katastrofe for afghanerne. De hårde kendsgerninger viser, at der i dag er 2 millioner enker i landet, og at 97% af befolkningen lever i fattigdom.

Imperialismens stemme

Allerede i september 2001, få dage efter angrebet på World Trade Center, udtalte Poul Nyrup de herostratisk berømte ord henvendt til USA: ”Vi er med jer hele vejen…” og forud for EU topmødet kort efter: ”Alt andet end utvetydig opbakning til USA er for lidt..” og ”Desværre må man se i øjnene, at der i en kamp af denne karakter vil være en risiko for, at andre mennesker end de direkte gerningsmænd også bliver ramt. Det ærlige svar er, at det er en usikkerhed, vi må lære at leve med”.

Ved valget kort tid efter blev Anders Fogh Rasmussen statsminister, hvilket ikke medførte nogen ændring af Danmarks holdning, snarere tværtimod. Regeringen stillede sig uden forbehold bag USA og fik Folketingets opbakning til at sende tropper til Afghanistan.

Anders Samuelsen fra LA sagde engang: ”Vi har ingen udenrigspolitik, den bestemmer Washington”, og vi rystede alle sammen på hovedet. Nu 10 år senere viste det sig, at han var forud for sin tid.

De danske politikere stolede blindt på den information, de fik fra deres amerikanske allierede. Hovedmotivet for Danmarks 20-årige krigsførelse i Afghanistan var at støtte USA og bidrage til at sikre NATO’s relevans. Prisen for krigen var det afghanerne, som betalte, i form af titusinder af dræbte og invaliderede.

Den danske opinion blev ført bag lyset af sine egne politikere, og store dele af dansk presse fulgte blindt USA’s propaganda-apparat. Sandheden var, at USA pressede sine allierede til at deltage i krigen, da George W. Bush stillede sit ultimatum: ”Either you are with us, or you are with the terrorists.”

Ingen krig er til for dig

I 2003 angreb USA Irak, og Danmark gav sin uforbeholdne støtte med påstanden om masseødelæggelsesvåben i landet. Udover USA og Danmark deltog Storbritannien, Australien og Polen umiddelbart i aktionen. Danmark var det land efter USA og Storbritannien, som deltog med flest tropper i forhold til sin størrelse. Også her bakkede den danske regering uforbeholdent op om USA.

Den totale opslutning, vi ser nu til Danmarks aktive støtte til krigen i Ukraine, trækker paralleller til den katastrofale angrebskrig, NATO og Danmark førte mod Libyen i 2011. Dengang var der heller ikke plads til tvivl om, at det handlede om at forhindre Gadaffis blodbad på sine indbyggere. Senere oplysninger har vist, at der ikke var et gran af sandhed i disse fortællinger.

Alligevel samlede nationen sig i noget, som nærmest må karakteriseres som krigseufori. Som med Ukraine-krigen blev Libyen-krigen den gang fremstillet som en ædel krig, hvor de gode kræfter kæmpede mod de onde. Hvor vi forsvarede vore ædle værdier.

Dengang, som nu, var det helt på sin plads at dræbe enkeltpersoner, som Gadaffis børn og børnebørn, uden rettergang, kun med visheden om, at vi som de gode havde frit spil.

Hvor er fredens stemmer i Folketinget?

FN’s Sikkerhedsråd vedtog enstemmigt i maj et forslag fra Norge om at forpligte Sikkerhedsrådets medlemmer til at støtte generalsekretærens initiativ for fred i Ukraine.

Antonio Guterres forsikrede dengang, at han ville gøre alt i forsøget på at redde liv, reducere lidelsen og finde en fredens vej for Ukraine.

Findes der virkelig ingen fredsvenner i Folketinget, der vil støtte FN-pagtens kerneværdier eller kampen mod våbenindustrien og dens lakajer?

Lasse Brandt Jacobsen

Kilder: Friheten, FN og Folketinget.